I front spiller den danske skuespildarling Trine Dyrholm sin måske bedste rolle, som Anne. Anne arbejder med misbrugte unge, og da hendes ægtefælles søn fra et tidligere forhold flytter ind, tager hun ham til sig. Det er også lige omtrent her at alt almindelig sund fornuft ryger ud af vinduet.
Trine Dyrholms karakter er, på nær en række ydre faktorer, så tomt et lærrede at man som tilskuer selv kan læse sine forestillinger og tolkninger ind i hendes opførsel. Hvor andre film ville lide under at karaktererne bliver for flade og stereotype, udnytter Trine Dyrholm den gådefulde Anne til fulde. Det er også derfor at filmen slipper afsted med at lade en midaldrende kvinde, endda gift og mor til to små piger, indlede et romantisk forhold til en dreng som må være mindst 30 år yngre end hende selv. Hendes ægtefælles søn vel at mærke.
Hvis nogle bliver hægtet af over absurditeten, er det på sin vis forståeligt. Heller ikke overraskende udvandrede hele fire mennesker fra biografforestillingen. Man forarges simpelthen over den tilsyneladende respektløse handling som finder sted, og kan nøjes med at se det som det. Vælger man derimod at gå med på filmen og karakterernes præmis, gemmer der sig en regulær guldgrube af en oplevelse. Filmen bliver en stærk oplevelse om etiske, moralske og personlige dilemmaer, som man alt sammen kan læse ens egen forståelse ind i. Du kan simpelthen gøre 'Dronningen' til din helt egen oplevelse.
Som seer er vi så vant til at blive taget i hånden og ført smertefrit gennem fortællinger, med nydeligt konstruerede moraler og rammer, så når man pludselig står overfor en film som bevidst forkaster alle idéer om konventionel opbygning, efterlades man fuldstændig rundt på gulvet.
'Dronningen' erkender at livet ikke ligger inde med en færdig manual som fortæller ret fra uret, og fraskriver sig derved også opgaven at skulle følge dette regelsæt. Dette giver en helt unik, flot, knugende, provokerende og stor oplevelse, som på det allervarmeste kan anbefales. 'Dronningen' både må og skal ses!
