Eksperimenterende forestilling på Momentum erklærer krig mod anonymiteten i storbyen

12/5/19 08:20

Christian Granhøj Skouboe

Foto: Gob Squad
Den internationalt anerkendte performancegruppe Gob Squad blander i forestillingen ’Super Night Shot’ både film og teater. Forestillingen er bevægende og komisk gennem dokumentation og kommentarer til storbyen og tilfældighederne i byens liv. Publikum er med i processen og en del af produktet.

Gob Squad siger selv, at der er tale om en helt uforudsigelig forestilling, der hæver det hverdagsagtige til noget episk, mens de udfordrer vores opfattelse af det velkendte. Anything can happen, and usually does . . .

I forestillingen inddrages bylivet i Odense

Da forestillingen Super Night Shot bryder med mange normer for teaterforestillinger, kan en varedeklaration nok være på sin plads.

Præcis en time før forestillingen starter, drager fire performere ud i byen med hver sit kamera.  Inden de tager afsted, fremsiger de deres manifest: "Hver især er vi blot én blandt millioner. Vi kan erstattes og er lette at overse i en by, der ikke rigtig har brug for os; men bare rolig, det vil vi ændre på! Vi har en plan. Denne by vil få brug for os, og denne film skal være vores vidne".

Med kameraerne zoomes ind på detaljer i byen. Cigaretskod, graffiti, biler og bygninger bliver til rekvisitter, og forbipasserende odenseaner bliver ufrivillige statister og medvirkende i filmen. Figurerne er måske en ven, en elsker eller måske en befrier i den urbane anonymitet.

En time senere starter forestillingen på Momentum. De indfangede optagelser blæses op på storskærme som en central del af forestillingen, ’Super Night Shot’. På lydsiden mixes med lyd fra kendte spillefilm. Publikum bliver også inddraget i den totale film- og teateroplevelse af stemninger, fortælling og kommentering.

Forestillingen foregår på engelsk.

En sammenspillet trup med stor erfaring

Performancegruppen Gob Squad er et kunstnerkollektiv, der som udgangspunkt består af syv medlemmer fra England og Tyskland. Gob Squad startede i 1994 i Nottingham i forbindelse med en tysk-britisk studenterudveksling. I dag er Gob Squad primært hjemmehørende i Berlin.

Gob Squads mest kendte produktion er netop Super Night Shot, der første gang blev fremført en iskold aften i Berlin i 2003. Siden er Super Night Shot blevet fremført på fire sprog på seks kontinenter. Hver forestilling er unik, og er stadig lige så frisk, udfordrende og spændende som uropførelsen for 16 år siden. Og temaet om krig mod anonymiteten er om muligt blevet endnu mere aktuelt.

Gob Squad har været på Momentum tidligere. I foråret optrådte de med ’Gob Squads Kitchen’, der tog udgangspunkt i Andy Warhols film, Kitchen.

Denne gang giver Gob Squad tre forestillinger på Momentum d. 14., 15. og 16. maj kl. 21:30. Sidste dag er det også muligt at deltage i en praktisk workshop med Gob Squad om eftermiddagen.

Læs mere på: http://www.teatermomentum.dk/event/gob-squad/ og http://www.gobsquad.com/home