En 25-årig mand fra Aarhus er i dag blevet idømt 2 år og 9 måneders fængsel blandt andet for indbrudstyveri af særlig grov karakter og forsøg herpå. Han var tiltalt for at have stjålet værdier for omkring 1,5 millioner kroner. I de fleste af forholdene opererede han på egen hånd, men i enkelte af forholdene deltog også en medgerningsmand. Den dømte ønskede ikke at oplyse identiteten på medgerningsmanden.
Den tiltalte nægtede sig i første omgang skyldig i alle forhold, men under et retsmøde den 25. marts 2019 erkendte han dog stort set alle forhold. Det vides ikke, hvordan han forholder sig til dommen, men han er indforstået med fortsat at være fængslet efter dom.
En lang række højskoler og efterskoler var i første halvår 2018 udsat for en stribe tyverier, hvor gerningsmændene stjal computere, telefoner og andre værdigenstande hovedsageligt fra elevernes værelser. Gerningsmanden fulgte samme mønster på omkring 30 forskellige skoler i Jylland og på Fyn. Mens eleverne var samlet i fællesrum eller til spisning, stjal han værdigenstande fra elevernes værelser. Han oplyste i retten, at det var en ”god fidus” og en stor trend i hans omgangskreds i Århus, fordi det var nemme tyverier. Det var ikke nødvendigt at bryde ind nogen steder, og der var stort set altid mange computere frit tilgængelige på elevværelserne.
Det er omkring 200 elever, der har mistet deres computere og andre værdigenstande.
"Den nu dømte gerningsmand blev varetægtsfængslet den 27. juni 2018 efter en ransagning af hans bopæl, hvor man fandt 39 gram kokain, 11.700 kr. i kontanter og to Rolex-ure til en samlet værdi af over 100.000 kr.", siger anklager Lone Petri Kristensen, "Han var dog ikke i besiddelse af nogle af de stjålne computere." De blev altid afsat umiddelbart efter tyverierne til en fast hæler. Baggrunden for ransagningen var, at en landbetjent havde genkendt den tiltalte på overvågningsvideoer fra to gerningssteder.
Advarsel nåede langt på de sociale medier
Den pågældende sag var meget omtalt i medierne og Sydøstjylllands Politi brugte blandt andet Facebook til sende en advarsel ud og opfordre efterskoleeleverne til at huske at låse dørene. Sydøstjylllands Politis Facebook-følgere tog opgaven med at dele advarslen til sig og opfordringen nåede på den måde meget vidt omkring.
For anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi mødte ved retten anklager Lone Petri Kristensen.