Fantasyfestivalen har fokus på både danske og udenlandske fantasyforfattere, hvor årets æresgæster er canadiske Sebastien de Castell og amerikanske Patricia Briggs. Derudover er der mulighed for at møde kendte danske forfattere som Malene Sølvsten, Kenneth Bøgh Andersen og Lene Kaaberbøl, der alle er kendte og elskede danske fantasyforfattere. De to sidstnævnte endog med filmatiseringer af deres værker bag sig.
“Esbjerg Fantasyfestival har allerede ry for at være en af de bedste besøgte og interessante bogmesser herhjemme,” fortæller forlagschef Jacob Hedegaard Pedersen fra forlaget DreamLitt.
Forlaget var for første gang med på festivalen for to år siden og deltager nu med stor fornøjelse for tredje gang.
“Der bliver lagt et program, der både tilgodeser bredden og de kendte forfattere, og som også giver plads til debutanterne og mindre kendte forfattere. Samtidig løfter det hele festivalen med både et kunstnerområde, hvor billedkunstnere kan vise deres fantasybilleder, og brætspilområdet, hvor der både er plads til e-gamere og papskubbere.”
Rollespil, markedsplads og brætspil
Der vil i løbet af weekenden både blive afholdt spilturneringer samt løbende være mulighed for at deltage i liverollespil, der kommer til at foregå under selve festivalen, mens de ikke-deltagende gæster intetanende vil være statister i rollespillets alternative virkelighed.
Udenfor bibliotekets bygninger er der etableret en markedsplads, hvor der blandt andet er mulighed for at købe mad og drikke samt fordybe sig i middelalderstemningen, som landbysmeden, urtekræmmeren og markedsgøgleren er med til at skabe. Derudover er der et hav af magiske fornøjelser, der ikke hører til i middelalderen, men som sørger for holde fokus på fantasyfestivalens hovedsigte.
Formidling er et af bibliotekets vigtigste arbejdsområdet og i løbet af festivalen er det muligt for publikum at blive gjort klogere på både forfatternes arbejdsgange, men også høre mere om oversætterens arbejde eller få en gennemgang af virkelighedens Game of Thrones.
Fantasyfestivalen løber af stablen på Esbjerg Hovedbibliotek lørdag og søndag den 15. og 16. september.