Kunne du forestille dig noget så nervepirrende som at se skuespillere rende rundt i flere meters højde på siden af et hus for at opføre et teaterstykke? Det kan du opleve, når den italienske teatergruppe eVenti Verticali under Trekantområdets Festuge og Vejle Fjordfestival bruger Fjordenhus som lodret scene. Forestillingen er foruden stunts og friklatring fuld af humor og legesyg frihed, som gør det til en fantastisk oplevelse for borgere i alle aldre.
"Jeg glæder mig meget til at gense de italienske skuespillere folde sig ud på væggene af et af Vejles helt store varetegn. Gruppen var også med under sidste års festuge og med kæmpe succes. I år bliver det efter sigende endnu vildere," siger Dan Arnløv Jørgensen, der er formand for Kultur- og Idrætsudvalg i Vejle Kommune.
Teatret på Fjordenhus' vægge er bare ét af en række gadeteatre, som foregår i byen under hele festugen. Og gadeteatret som genre bringer et helt særligt krydderi til ugen, mener Dan Arnløv Jørgensen: "Gadeteatret har fat i publikum på en ny måde, hvor man kommer virkelig tæt på. Samtidig vil vejlenserne se, at det er kunstnere fra alle dele af verden, der opfører stykkerne. Det internationale islæt på festugen er med til at gøre Vejle til en by, folk besøger for at få både store og små kulturoplevelser," siger han.
Omvandrende lydkunst
Det at komme helt tæt på kunsten er også tilfældet, når den store papskulptur "Pingball" triller hen over Vejles gader fra den 28. august. Det er kunstnergruppen ON/OFF fra Berlin, der står bag værket, som borgerne selv kan gå ind i og trille rundt i byens gader. Til lyden af "ping" hver gang den store bold triller afsted.
Kunstskabet i Børkop hjælper både med opbygningen af Pingball og med at invitere borgere til at bruge værket. Og det er en oplevelse, som formand for Kunstskabet Vibeke Hegelund ikke vil gå glip af: "'Pingball' er et fantastisk eksempel på, hvordan kunsten får en ny rolle i bylivet og inviterer til interaktion med og mellem borgerne. Jeg glæder mig enormt meget til at være en del af opbygningen og hjælpe til at gøre værket til en del af byrummet," siger hun.
Pingball indgår også som en del af PAP & PAPIR festivalen under Trekantområdets Festuge, men som kan opleves fra den 30. august og helt frem til den 20. september.
Et program spækket med oplevelser
Det er i år syvende gang, at syv kommuner i Trekantområdet bryder de kulturelle kommunegrænser og byder på i alt 500 arrangementer inden for kunst, litteratur, teater, musik, mad og leg. Trekantområdets Festuge er et samarbejde mellem Trekantområdet Danmark, kommunerne Vejle, Billund, Kolding, Fredericia, Vejen, Middelfart og Haderslev, lokale institutioner, private arrangører og frivillige ildsjæle.
Fra den 23. august til den 1. september vil gaderne i de syv kommuner summe af kulturliv, når kendte jazz-, pop- og rocknavne, gøglere og skuespillere fra alverdens gadeteatre, litterære stemmer, gastronomiske talenter og kreative kunstnere folder sig ud.