Filosofaen har været vidt omkring. Den har været forbi hedengangne Brød & Co, den har besøgt familien Elkjærs baghave, og nu rykker den filosofiske samtalesalon ind på Vejle Bibliotek.
Selvom lokationen er en anden, er det stadigvæk Dorte Brøchner Jessen, som styrer slagets gang, når der indbydes til tankevækkende samtaler om livets store spørgsmål.
Tre gange i løbet af efteråret kan du tage plads i Filosofaen på Vejle Bibliotek, hvor der er nærvær og eftertanke, og du kan forholde dig lyttende og tænkende til de virkeligheder, vi alle er en del af.
Kant, Kierkegaard og Løgstrup
Efterårets tre filosofiske saloner tager afsæt i hver sin filosof fra hver sin periode; Immanuel Kant fra 1700-tallet, Søren Kierkegaard fra 1800-tallet og K. E. Løgstrup fra 1900-tallet. Du er inviteret til at sætte dig ned, læne dig tilbage, få en kop kaffe, synge en sang og lytte, tænke og tale med andre, der er optaget af det gode liv med hinanden.
Til hver salon vil Dorte Brøchner Jessen byde på et filosofisk oplæg, som kan være med til at bryde igennem muren af almindeligt udbredte meninger og formodninger.
Til den første filosofiske salon, torsdag den 13. september klokken 19, lægger hun op til en snak om, hvad der kendetegner et godt menneske, en god borger og et godt samfund med udgangspunkt i den gamle oplysningsfilosof Immanuel Kant.
Billetter koster 60 kroner og kan bestilles på vejlebib.dk.