Resultaterne af Den Nationale Cyklistundersøgelse gennemført af Megafon er nu offentliggjorte. Undersøgelsen går tæt på cyklisternes opfattelse af cykelforholdene i kommunerne. I forhold til den generelle tilfredshed med at være cyklist i kommunen er Esbjerg rigtig godt med. Ud af 35 kommuner lander Esbjerg på en 8. plads, som den bedst placerede jyske by og pænt foran landsgennemsnittet.
På punkter så som fremkommeligheden som cyklist, trygheden som cyklist i forhold til trafikulykker og vedligeholdelse af belægningen på cykelstierne synes cyklisterne, at Esbjerg Kommune gør det bedst ud af de jyske kommuner. Når cyklisterne skal vurdere cykelstinettet, er Esbjerg med i top ti.
"Det bliver jeg jo ekstra glad for at høre, for vi har en målsætning om at få flere til at vælge cyklen. Og tilfredse cyklister kan sagtens være dem, der får overtalt flere til at hoppe i sadlen", siger Anders Kronborg, formand for Teknik & Byggeudvalget.
Når det gælder cykel p-pladser og det at kombinere cykel og offentlig transport, når begejstringen ikke helt samme højder. Faktisk scorer Esbjerg under landsgennemsnittet med henholdsvis en 26. og 28. plads.
"Det glæder mig faktisk, at vi er kommet cyklisterne lidt i forkøbet på begge af emnerne. I foråret besluttede vi i udvalget at etablere 270 cykel p-pladser på centrale steder i Esbjerg, og til næste år implementerer vi planerne omkring en helt ny busbetjening i kommunen, som forhåbentlig også vil gøre det nemmere at kombinere cyklen med offentlige transportmidler", siger Anders Kronborg.
Om undersøgelsen:
I 2016 deltog 35 kommuner i den første samlede måling af cyklisters tilfredshed med de kommunale cykelforhold. Efter planen vil målingen blive gentaget hvert andet år i maj/juni måned. For at deltage i undersøgelsen skal man være over 16 år og cykle mindst 1 gang om ugen. I Esbjerg Kommune er 153 cyklister blevet spurgt.