Mozart er en til alle tider elsket musiker, og den 1. marts bliver komponisten og hans værker hyldet på Vejle Kunstmuseum. Koncerten på Vejle Kunstmuseum omfatter klaverværker af forårskomponisten over alle, nemlig Wolfgang Amadeus Mozart (1756 -1791). Der bliver blandt andet mulighed for at lytte til Fantasi i C- og D-mol, Menuet og D-dur rondo'en, når Vejles egen Willy Stolarczyk sætter sig bag flyglet fredag d. 1. marts kl 14.00.
Koncerten forventes at vare 5 kvarter uden pause. Solisten vil også fortælle lidt om Mozart og om de enkelte musikværker.
Også billedkunstnere har ladet sig inspirere af musikeren. I Vejle Kunstmuseums samling findes en lille tegning af Henry Heerup, med titlen Mozart. I tilknytning til koncerten har kunstmuseets inspektør Trine Grøne fundet tegningen frem og fortæller kort om Heerups interesse for og kunstneriske arbejde, inspireret af Mozart.
Efter koncerten vil museet være vært ved et glas vin, ligesom fløjtenist Lise Stolarczyk vil servere lækre, hjemmelavede Mozartkugler.
Der er fri entré til arrangementet, som er et samarbejde mellem Vejle Kunstmuseum og Lise og Willy Stolarczyk. Billetter skal reserveres via museets hjemmeside senest 27. februar.