Sydtrafik lukker i sidste halvdel af oktober sit salgssted på banegården i Vejle. I stedet overtager Servicecentret i Teknik & Miljø på Kirketorvet 22 i Vejle salget af rejsekort fra 21. oktober.
"Det er vigtigt, at vi holder fast i at tilbyde de borgere, som ikke er digitale, den service. At den nu bliver tilbudt fra Servicecentret i Teknik & Miljø på Kirketorvet, lige over for banegården, vil samtidig give en forbedret brugeroplevelse, fordi borgerne kan få tanket deres kort op hver dag i ugen i modsætning til to dage om ugen, som det er i dag, siger Gerda Haastrup Jørgensen, formand for Teknisk Udvalg.
Tilbyder vejledning
Borgere, som ikke er digitale, vil fra 21. oktober kunne få hjælp til optankning, og hvis de ikke har kreditkort, vil der være mulighed for at betale kontant. Det oplyser Vejle Kommune i en pressemeddelelse.
Tilbuddet om hjælp til optankning gælder ikke kun til eksisterende rejsekort. Hvis en borger, der ikke er digital, ønsker et rejsekort, kan vedkommende henvende sig i Servicecentret for at få vejledning om de forskellige muligheder. Når borgeren har udfyldt ansøgningsskemaet på et rejsekort, sender Servicecentret det til Sydtrafik, der herefter udsteder kortet.
Bedst betalte jobs i Danmark
En lang uddannelse er ikke nødvendigvis det samme som, at man ender med en af de bedst betalte jobs. Se, hvilke jobs du skal gå efter, hvis du ønsker en høj løn.