Fyns største børnekor synger igennem på Flakhaven

30/10/18 10:49

Helge Rahbek

Onsdag formiddag vil mere end 2.000 skoleelever sammen med et band gi’ den gas på alle tangenter til en kæmpe fællessangskoncert på den centrale plads. Børnene vil sikre, at alle i Odense bliver klar over, at vi nu er midt i Spil Dansk Ugen, som er Danmarks største musikbegivenhed.

I morgen, onsdag den 31. oktober, klokken 10, vil henimod 2.500 elever fra indskoling og mellemtrinnet fra mange fynske skoler samles på Flakhaven. Eleverne skal sammen synge de sange, som de har øvet på ude på skolerne. Idéen er, at det er dejligt at synge, men det er særligt dejligt, når mange gør det sammen. Og virkelig fedt bliver det, når et godt band spiller musikken til.

Lokal musiklærerforening står bag arrangementet

Formålet med Spil Dansk Ugen er, at dansk sang og musik en uge skal have særlig opmærksomhed. På Fyn bakker Fyns Musiklærerforening op om dette ved at lave den omtalte store fællessangskoncert i Odense.

Fyns Musiklærerforening arbejder målrettet på, at den årlige fællessangskoncert på Flakhaven skal blive en succes. Det handler ikke mindst om forarbejdet, hvor skolerne har modtaget tekster og små videoer med sangene i god tid forud. På foreningens opfordring har eleverne så øvet sig på sangene, og måske er videoerne blevet vist på interaktive whiteboards, når eleverne har spist madpakkerne eller til morgensamling. Måske har en vikar eller to også anvendt videoerne i en snæver vending.

Også sangvalget er vigtigt. I år skal eleverne blandt andet hylde Kim Larsen med at synge et par af hans sange: Midt om natten og Joanna. Derudover synges sangene Millionær, Sørøverkongen Jonathan, Så'n er det og Nu vågner Savannen, som eleverne kender fra Skolernes Sangdag.

Et andet afgørende element i arbejdet på at sikre, at fællessangskoncerten bliver en succes er at skaffe et godt band og en karismatisk forsanger. Begge dele må man sige er lykkedes. Bjarne List Nissen er både forsanger og ham, der sætter gang i løjerne med sange, hiphop og afrikansk dans. Bag ham står fire dygtige musikere, der har spillet sammen med for eksempel Nik og Jay, Sanne Salomonsen og Medina.

Fællessangskoncerten er gratis for deltagerne, da Odense kommune står for det finansielle.

Om Foreningen Spil Dansk:

Over hele landet spilles dansk musik i radioer, på skoler og andre steder i denne uge, der er Spil Dansk Ugen. Bag det årligt tilbagevende tiltag står Foreningen Spil Dansk, som er en nonprofitorganisation. I ejerkredsen ses store musikbranche-foreninger: Danske Populær Autorer, Dansk Artist Forbund, Dansk Musiker Forbund, Musikforlæggerne i Danmark og Koda.

I en global verden arbejder Foreningen Spil Dansk på at sikre, at dansk musik har bedst mulige vilkår.

Gennem tiltag som Spil Dansk Ugen håber Foreningen Spil Dansk at tiltrække og fastholde lyttere til musikken og inspirere dem til selv at engagere sig i sang og musik.