Åbent Landbrug er et velbesøgt tiltag, der finder sted en gang om året. Her afholder mange gårde i Danmark åbent hus, så man som almindelig borger har mulighed for at komme helt tæt på. Sidste år var der op mod 100.000 gæster til det populære tiltag.
Over 50 gårde holder åbent hus, og der kommer hvert år mellem 80.000 -100.000 besøgende i løbet af søndagen. I Aarhus har man mulighed for at komme helt tæt på både grise køer og får, hvis man blot kører 13 kilometer sydpå til Mårslet. Her holder Bredballegård nemlig åbent hus i anledning af Åbent Landbrug 2018.
Lav en minihalmballe eller få en køretur i vogn
I løbet af dagen der strækker sig fra klokken 10:00 til 16:00, vil der være et væld af forskellige aktiviteter der appellerer både til de store og de små.
Klokken 11:00 - 13:00 og 15:00 vil det være muligt at opleve malkning på første række, og hvis man er heldig, kan det være, at man selv kan få lov at prøve.
Der vil være mulighed for at lave sin egen minihalmballe, ligesom man både kan få en vogntur i marken eller en køretur i en traktor. For de yngste vil der være mulighed for at gå på detektivjagt, når Gårdmysteriet skal løses.
Alt i alt er der masser af forskellige aktiviteter, og det er muligt at få smagsprøver fra Arla, samt købe mad fra de forskellige opstillede boder fra det danske landbrug.
Aktiviteterne koster ikke en krone, og der er derfor ingen undskyldning for ikke at møde op til en dag fyldt med underholdning og læring.
Bredballegård kan du finde på Nymarksvej 65, 8320 Mårslet. Det starter søndag den 16. september klokken 10:00 og det slutter igen klokken 16:00.
Opholder man sig tilfældigvis i en anden by på søndag, så er der stadig mulighed for at komme helt tæt på landbruget. Der er nemlig over 50 gårde, der byder velkommen. Du kan finde alle gårdene via aabentlandbrug.dk.