Forvent ren velvære i krop og sjæl, når Musikkens Hus i samarbejde med YogaHuset Aalborg som en del af Aalborg Bæredygtighedsfestival inviterer til en unik yogaoplevelse kombineret med klassisk livemusik den 14. september kl. 20.00 på Musikkens Plads.
I år er temaet ”Livet i havene, vand og biodiversitet”, hvor yogainstruktør og leder af YogaHuset Aalborg Maj Ingemann-Molden vil guide deltagerne gennem en yogatime med afslappende weekendflow og udsigt over fjorden. Fløjtenisten Charlotte Norholt og cellisten Jonathan Slaatto vil sørge for at få deltagerne i den helt rette stemning med klassiske værker, som vil understøtte energien i de forskellige yogaflows.
Det er en fordel at medbringe egen yogamåtte, da der kun er et begrænset antal til låns.