Heksebørn og magi - Fortælling og underholdning på Rødkilde Gymnasium

Onsdag den 14. november kan du komme helt tæt på Anja Loven, der vil fortælle om hendes omlevelser med de afrikanske heksebørn. Efterfølgende vil der være underholdning med magi, tankelæsning og comedy af tryllekunstner og entertainer Kristian Skovbo.

Lige nu læser andre også

Anja Ringgren Lovén gik for et par år siden viralt, da hun på Facebook uploadede et billede af et lille udmagret afrikansk heksebarn, som hun gav vand. Hvis et barn i Nigeria bliver stemplet som heksebarn, så har det ikke længe tilbage at leve i.

Typisk vil de lide en tragisk død, hvor de bliver brændt eller begravet levende, og det kunne Anja simpelthen ikke holde ud at se på. Hun gjorde det derfor til sit livs mission at redde de såkaldte heksebørn, og nu har du mulighed for at hjælpe til.

Onsdag den 14. november har du mulighed for at deltage i et velgørenhedsarrangement, hvor Anja Lovén fortæller om sine historier med heksebørnene, og efterfølgende vil aftenen blive lukket af med tryllekunster af Kristian Skovbo, der vil lave magi, tankelæsning og comedy.

”Jeg har i noget tid, tænkt på at støtte et konkret projekt, og da jeg så Anja Lovéns udsendelse på DR om “heksebørn” var jeg ikke i tvivl - det er Anjas projekt jeg skal støtte op om. Igennem Dorte Liljegren fra Vejle, fik jeg kontakt til Anja og sammen fik vi stablet arrangementet her på benene”, udtaler Kristian Skovbo og tilføjer:

”Det som sker med de børn i Afrika, er så forfærdeligt og jeg håber vi kan få samlet en god sum penge ind, som ubeskåret kan gå til Anja og hendes organisation,” lyder det fra Kristian Skovbo.

Arrangementet starter klokken 18:30 i festsalen på Rødkilde Gymnasium, og det slutter cirka klokken 22:00. Det koster 175 kroner, og pengene går ubeskåret til nødhjælpsorganisationen DIN NØDHJÆLP.

Hvad er et heksebarn?

I Nigeria er der rigtig meget overtro, og det har desværre en tendens til at gå udover små børn. Det kan blandt andet være ved død eller sygdom i familien, en fejlslagen høst eller lignende. Ifølge traditionel afrikansk tro, har alting en overnaturlig årsag, og her vil det typisk være børnene, der bliver gjort til syndebukke.

Hvis et nigeriansk barn bliver stemplet som heksebarn, vil det samtidig dømmes til døden. Det er ofte helt umenneskelige metoder, der bliver taget i brug, og Anja Lovén har selv været vidne til de mest modbydelig ting.

I januar fortalte hun om en specifik episode til BT.dk.

”Da vi ikke kunne finde den sidste, vidste vi, at landsbyen allerede havde udført ritualet på barnet, som, de mener, er en heks. Børnene bliver enten begravet levende, halshugget eller banket ihjel. I værste tilfælde bliver de trukket hen på markedspladsen, hvor de får et bildæk ned omkring sig, så de ikke kan bevæge sig, og bliver brændt levende," udtalte Anja Ringgren Lovén.

Hvis man gerne vil opleve fortællingen og trylleshowet på Rødkilde Gymnasium, kan man kontakte telefonnummer 40817525 for billetter.

 

Anbefalet til dig