Horsens Teaterfestival: I år er det publikum, der er stjernen

Af: Helge Rahbek

|

12/09/2018

I Byen
Både ved åbningsforestillingen på kunstmuseet på fredag, og på lørdag på Søndergade, er det publikum, som kommer i centrum og bliver en del af forestillingen til Horsens Teaterfestival.
Når man går i teateret for at se en forestilling, er der normalt klare linjer for hvem, der er publikum, og hvem der er skuespillere. På årets teaterfestival i Horsens forsøger man at bryde disse normer. På festivalen er det nemlig publikum, der selv skal være skuespillere i mange af forestillingerne.

Lige nu læser andre også

Selvom sommeren lakker mod enden, er festivalsæsonen ikke helt slut endnu. Dog er denne festival af en lidt anden kaliber, end den man er vant til at opleve.

På Horsens Teaterfestival er musikken blevet skiftet ud med scenekunst og musikerne skiftet ud med skuespillere. Eller det vil faktisk sige – i mange af forestillingerne er skuespillerene blevet skrottet, og det er i stedet publikum, der skal skabe forestillingen.

Du kan blive stjernen i showet

Horsens Teaterfestival forsøger i år at begive sig ud i et mere eksperimenterende arrangement. De vil gerne have publikum til selv at skabe deres oplevelse under festivalen og de mange forestillinger.

Festival- og projektkoordinator, Maria Suh, forklarer:

”Blandt andet er vores åbningsforestilling i Caroline Amalie Lund uden skuespillere. Her er publikum skuespillerne. De downloader en app, og så bliver de dirigeret igennem forestillingen. Forestillingen er skabt af kunstneren Erik Pold, der har taget udgangspunkt i Svanesøen (ballet af Pjotr Tjajkovskij red.) og Menneskemuren, som er den skulptur, der står foran Horsens Kunstmuseum. Som publikum skal man møde op i enten en sort eller hvid trøje, og så er det et drama mellem det gode og onde, der udspiller sig i den her forestilling.”

Bjørn Nørgaards menneskemur ved Horsens Kunstmuseum.

Maria Suh forklarer, at man i denne form for forestilling virkelig udfordrer publikum i forhold til at deltage, fordi man ikke bare kan stå og kigge på – her skal man være med og være aktiv. Det er da også åbningsforestillingen, man ifølge Maria Suh ikke må gå glip af, da den er så anderledes, og man virkelig kan få en oplevelse ud af at være til stede.

Samme koncept bliver prøvet af på Søndergade på lørdag klokken 12.00, hvor publikum igen er i centrum og skal iføre sig enten en rød, grøn, blå eller gul trøje og medbringe en uoppustet ballon. Publikum skal også denne gang downloade en app, der vil dirigere dem igennem forestillingen, hvor man selv skaber sin egen oplevelse.

Ingen lokale skuespillere på programmet

Man vil måske mene, at det ville være oplagt at bruge lokale skuespillere på Horsens Teaterfestival, men dem finder man ingen af på programmet. Det er der dog en helt naturlig forklaring på, siger Maria Suh:

”Vi er dels en opkøberfestival, det vil sige, at der kommer formidlere fra hele Danmark og omegn, som kommer for at købe teater til deres skoler eller biblioteker eller teaterforeninger, og derfor er forestillingerne det, der hedder refusionsberettiget. Det vil sige, at man som kommunal instans får halvdelen refunderet, når man køber en teaterforestilling,” forklarer Maria Suh.

Der er også massevis af klassiske forestillinger, hvor publikum blot er...publikum. Passepartout Theatre Production opfører blandt andet forestillingen King Lear på Teatertorvet. Der er tre forestillinger hen over weekenden.

Det gør, at Horsens Teaterfestival ikke har frit valg på alle hylder. Forestillingerne skal være godkendt af Kunststyrelsen og være af en vis kvalitet. 

Kulturskolerne og Kulturstationen har deres helt eget program, hvor deres elever byder ind. Så der kan man opleve lidt fra lokalmiljøet –  for eksempel workshops og koncerter.

Baggårdteatret, sART Danseteater og Den Fynske Opera opræder med "Knud Romers ABC - et musikalsk dansealfabet" tre gange fredag og lørdag i foredragssalen på Rådhuset.

Flere gratis forestillinger

Mange af forestillingerne til teaterfestivalen er gratis. Du kan her se en oversigt over de forskellige gratis arrangementer:

Nogle af forestillingerne har man skullet afhente billetter til, og selvom fristen er overskredet, så opfordrer Horsens Teaterfestival på deres Facebookside folk til at møde op i billetudleveringen på Horsens Ny Teater fra den 13.-16. september, da de kan have uafhentede billetter i overskud.

Man kan også forsøge at møde op i døren til de udsolgte forestillinger, for man kan være heldig at blive lukket ind alligevel, forklarer arrangørerne. Du kan gå på opdagelse i alle festivalens arrangementer i programmet her.

Anbefalet til dig