Lørdag den 10. august fra kl. 11 til 16 bliver Torvet i Esbjerg traditionen tro omdannet til en markedsplads, hvor hele verden mødes, når der for syvende år i træk er International Dag. Det festlige program byder på internationale retter, kunst, kultur, dans og modeshows fra alle verdenshjørner, og til International Dag bliver det tydeligt, at vi alle er fælles om at være esbjergensere.
Dagen åbnes kl. 11 af Esbjerg Kommunes borgmester Jesper Frost Rasmussen, og derefter vil der være masser af shows på scenen. Der vil være både dans, sang, modeshow, musik m.m. fra mange forskellige lande, så man får et indblik i underholdning og traditionelle danse og musik fra mange verdensdele. De forskellige shows bliver opført af herboende borgere, med rod i en anden kultur. Scenen får et løft i år med Axel Boisen, tidligere TV vært som konferencier. Axel Boisen har blandt andet været TV vært på PULS og Vild med Dans samt stifter af CSR fonden og CSR Awards samt været filminstruktør og tv-dokumentarist og nogle kender måske Axel som sanger i Axel Boys Quartet.
Nu kan flere være med
De sidste seks år har International Dag været afholdt på en fredag. Arrangørerne har i år fået mulighed for at få Torvet lørdag i festugen. Det betyder at mange flere nu har mulighed for at deltage, og der er god grund til at drage mod Torvet i Esbjerg på netop denne dag. Torvet bliver nemlig fuld af boder, hvoraf mange er madboder, så man kan smage mad fra mange lande. Der bliver i år også afsat flere telte til spiseplads, så der bliver gode steder at nyde sin mad og at møde og snakke med andre besøgende. Der bliver også nogle boder med børneaktiviteter. Der er dermed lagt op til en fantastisk dag i mangfoldighedens tegn, for både børn og voksne.
I de mange boder på Torvet vil man kunne møde flere forskellige netværk og foreninger som er etableret af eller for internationale borgere i Esbjerg. Man kan for eksempel møde Esbjerg International Community, flere Afrikanske netværk, Spansk- og Sydamerikansk netværk, Indisk netværk, Syrisk netværk, Filippinsk netværk, Thailandsk netværk, Grønlandsk forening, Esbjerg International School - og mange flere, men også Mosaikken, bydelsprojekt 3i 1 og Tilflytterservice, som alle 3 også organiserer dagen sammen med SSP forebyggelse og vejledning og Esbjerg Festuge.
Nysgerrighed skaber stolthed
Både arrangører og deltagere glæder sig endnu engang til International Dag, der har en positiv effekt på dialogen og samspillet mellem byens borgere.
"Det skaber en stolthed blandt de internationale frivillige deltagere i boderne og på scenen, at de besøgende er nysgerrige og spørger ind til deres kulturelle baggrund", forklarer to af arrangørerne, Susanne Rønne, der er leder af Bydelsprojekt 3i1 og Charlotte Kaarsberg fra Mosaikken, det multietniske aktivitetshus.
Fælles om Esbjerg
Formålene med International Dag er mange, men blandt de vigtigste er at Esbjergensere med udenlandske rødder føler en stolthed over den kultur de bringer med sig, samt at de bliver en del af byen. Dagen er også et forsøg på at skabe en mere inkluderende kultur, ved at fremhæve alle de ting vi har tilfælles, og vise de positive sider ved et mix af kulturer. Sidst men ikke mindst er målet at give alle mulighed for at møde hinanden på kryds og tværs, og samle alle uanset alder, køn og nationalitet.
International tilflytning betyder meget
I Esbjerg Kommune bor ca. 12.500 personer med en anden oprindelse end dansk, og virksomheder rekruttere løbende flere. Det er en stor del internationale arbejdstagere og deres familier, men også internationale studerende, ægtefæller og flygtninge. Esbjerg Kommune har derfor et stort fokus på, hvordan mennesker med en anden oprindelse end dansk kan bidrage positivt til kommunens udvikling, og erfaringerne viser, at den årlige internationale dag gør en stor forskel, fordi den samler folk på tværs af alder, uddannelsesbaggrund og nationalitet til fælles oplevelser.
Ifølge Esbjerg Kommunes kommunikationschef, Thomas Reil, er den internationale tilflytning god for kommunen.
"Vi oplever et stort drive og en lyst fra de udenlandske tilflyttere til at bidrage til deres nye samfund. Mange har mod på at starte nye initiativer op som iværksættere, mens andre tager en uddannelse eller bidrager på frivillig basis, ligesom vi også ser det til International Dag, " siger Thomas Reil.
Esbjerg er for alle
Evalueringer fra de seneste par år viser, at dagen er med til at skabe større samhørighed blandt esbjergensere. Flere har mødt nye mennesker på dagen og fået venskaber på tværs af kulturer. Dagen viser også tydeligt, at de internationale tilflyttere kommer fra mange forskellige lande i Europa, Asien, Mellemøsten, Sydamerika, Afrika, USA, Canada og Australien.
International Dag bliver arrangeret i et tæt samarbejde mellem Esbjerg Festuge, SSP Forebyggelse & Vejledning, Bydelsprojekt 3i1, Mosaikken og Esbjerg Kommunes Tilflytterservice. Arrangementet er sponsoreret af Esbjerg Festuge og Esbjerg Kommune.