Under skæret fra over 300.000 fortryllende julelys kan besøgende blandt andet gå på opdagelse i julemandens værksted, ae hans rensdyr, skrive julekort i nissernes posthus, høre julekoret synge julen ind, spise julemad fra Aarhus Mad og Marked og opleve det nye kærlighedstræ. Det sker alt sammen fra den 17. november, hvor Tivoli Friheden inviterer indenfor til Jul i Friheden.
Sidste år fik over 115.000 børn og voksne julelys i øjnene, da de besøgte Jul i Friheden. Igen i år vil det smukke julelandskab få julestemningen til at flyde med juleklassikere som nisselandskab, kanetur og gløgg samt det nye kærlighedstræ: Et otte meter højt juletræ fyldt med LED-lys, der lyser op, når kærligheden spreder sig.
Magiske øjeblikke i Tivoli Friheden
Besøgende i juletiden vil hurtigt mærke julestemningen, når de træder ind i parken, der foruden det nye otte meter høje kærlighedstræ med funklende LED-lys, er pyntet med over 300.000 julelys, 3000 julekugler og mere end 16 kilometer juleranker.
Derudover kan besøgende opleve det smukke vinterlandskab fra toppen af Pariserhjulet og fra andre udvalgte forlystelser, der alle har åbent i det kolde vintermørke. I anledning af højtiden bliver Sky Tower omdannet til Danmarks største juletræ, der med sine 65 meter er beklædt med over 2 kilometer lyskæder. Besøgende kan også beundre de betagende lys fra skøjtebanen, der er placeret lige under træet.
Udover at nyde det smukke syn af tusindevis af lys, kan besøgende blandt andet møde Julemanden, gå på opdagelse i hans hus og hviske sine ønsker til ham. Omgivet af nisser og alfer, åbner Julemanden også for sit travle værksted, hvor julegaver til verdens børn bliver pakket ind.
Dertil kommer nissernes postkontor, hvor hyggen og kreativiteten er i højsæde. Her kan besøgende opleve nostalgien og charmen ved at skrive et julekort i hånden, ligesom i gamle dage, og sende det afsted til kære fra nær og fjern. I posthuset i Billy By kan besøgende også møde Cathrine og Marie-Louise fra julebloggen Julehygge, der sidder klar til at få besøgende i den helt rigtige julestemning.
Besøg den nye bodeby i Friheden
Med 45 juleboder vil der sprede sig en skøn duft af juledelikatesser i den nye bodeby, hvor Aarhus Mad og Marked sørger for street food. Her kan besøgende blandt andet nyde vaskeægte bålmad fra Gourmensh, kvalitetsburgere fra WeDoBurgers, nogle af landets bedste fish’n’chips fra The Fish Project og hjemmelavede churros fra Average Food Truck. Alt imens står Café Her og Der klar med varm kaffe til at lune sig på, og så vil der selvfølgelig også være gløgg, æbleskiver og andre julegodter. Udover mad, er der også boder med juleartikler og gaver.
Der er kort sagt magiske juleoplevelser for både store og små, når Tivoli Friheden byder velkommen til Jul i Friheden 2018.
Fakta om Jul i Friheden:
Danmarks højeste juletræ
(65 meter med 2,1 kilometer lyskæder og 103.000 LED-lyskilder og stjerner på toppen)
30 meter højt træ med 4,8 km lyskæder og 96.000 LED-lyskilder
70 meter lystunnel med 50.000 LED-lyskilder
16 kilometer juleranker
460 kvm lysgardin
3000 udendørs julekugler
500 lysdrops
300 juletræer
45 boder
Åbningstider
I alt 23 åbningsdage. Alle weekender plus udvalgte hverdage fra 17. november til den 30. december. Se åbningstider og priser på www.friheden.dk