Det får du svar på til Grøn Dag, når Bæredygtigt Viborg og en lang række aktører inviterer dig til en inspirerende Grøn Dag på Hovedbiblioteket i Viborg d. 21. september.
”Grøn Dag er spækket med bæredygtige inputs og idéer, som alle kan tages med hjem til hverdagen. Det handler om, at dét, du gør, nytter noget og gør en forskel”, fortæller Kirsten Hindbo, formand for foreningen Bæredygtigt Viborg.
Grønne oplevelser for store og små
Hele Hovedbiblioteket summer af grønne aktiviteter og foredrag, når Stine Damborg Hust, formand for Klima- og Miljøudvalget, klipper den grønne snor og åbner dagen kl. 10.
På balkonen møder du lokale og nationale virksomheder og foreninger, som guider publikum til bæredygtige produkter og livsstil.
Test din families CO2-aftryk sammen med Energimuseet, lav kreative ting med genbrugspapir i børnebiblioteket, få repareret elektroniske dimser i Testlab, tag en snak med Revas om, hvordan du sorterer dit affald smartest, lyt til sange fra Kulturprinsens ’Sange til Verden’ og få en kop dialog-kaffe, når vi inviterer til samtale om bæredygtighed.
På Skakbrættet er der foredrag af skiftende oplægsholdere hele dagen. Mød Philip Hahn-Petersen fra foreningen Vild med Vilje, Johanne Stenstrup fra Sustain Daily, forfatter og landmand Lone Vitus, journalist og forfatter Signe Wenneberg og sygeplejerske Stig Ladefoged, der fortæller om plantebaseret mad.
Smag på bæredygtig skraldemad og vegetarretter
Der bliver rig mulighed for at smage bæredygtig mad, når Eva Bjerrum fra Drivhuset tilbereder en økologisk og vegetarisk frokost kl. 12 for alle med en billet.
Hele dagen sælger Peter Larsen Kaffe og Café Reborn bæredygtig kaffe og veganske kager. Medbring gerne din egen kop, så sparer vi engangskrus.
Undervejs serverer Kulturjægerne og ’Skraldere i Viborg og omegn’ smagsprøver på ’skraldemad’. Fri entré for hele familien