Vejle24 har talt med Linemaria fra Ex on the Beach, som har store ambitioner for fremtiden. I programmet fortryder hun blandt andet, at hun ikke var vildere.
Betalt ferie
For nogen vil man måske skulle have mange penge, for at gå med til at deltage i et realityprogram. For Linemaria fra Vejle var det dog udsigt til gratis ferie og nye venskaber, der trak hende ind i realityverdenen.
”Jeg valgte at være med i programmet, fordi at jeg tænkte, at det kunne være en mega fed oplevelse. Hvem kunne ikke godt tænke sig en betalt ferie, og ned og møde nye mennesker og ned i varmen og sådan noget,” fortæller Linemaria og fortsætter:
”Man kan ikke vinde penge. Men man kan vinde en virkelig fed oplevelse – en oplevelse for livet, og det har jeg helt sikkert fået. Den bedste oplevelse har været, at jeg har fået nogen vildt gode venner og veninder.”
Foto: Ex on the Beach
Bliver ikke udstillet
Linemaria har været lidt nervøs for at skulle se sig selv på tv, og det var spændende at skulle se, om hun nu også fremstod godt.
”Man er altid sådan lidt selvkritisk, når man ser sig selv på skærmen. Første gange var jeg vildt nervøs, men jeg synes, at jeg fremstår meget som mig selv. Det har jeg også fået mange henvendelser omkring fra venner og familie, at de virkelig synes det er fedt, at se mig på fjernsyn, fordi jeg har mig selv med 100 procent. De siger, at jeg bare er mig. Og det synes jeg er mega fedt. Så lykkedes det, det jeg kom for,” forklarer Linemaria.
Mange der har deltaget i reality har senere følt sig udstillet af den måde, som programmerne er klippet sammen på, men det er slet ikke noget Linemaria genkender:
”Jeg synes ikke jeg er blevet udstillet anderledes. Der er selvfølgelig altid, den måde de klipper på. Der er på et tidspunkt, hvor jeg for eksempel kysser med René, der tager de det fra alle vinkler, så det ligner, at mig og René kysser i like fire minutter, hvor det egentligt bare er sådan fire sekunder. Men det er ikke noget der gør noget. Det er ikke noget der har en betydning. Det er jo bare sådan de klipper det. Det er jo fjernsyn. Det er fedt. Jeg føler ikke de klipper mig anderledes, end jeg er,” fortæller Linemaria.
Kunne have givet den mere gas
Linemaria fortryder ikke noget af det hun har gjort i programmet – faktisk er det lige modsat:
”Jeg tror mere, at der er noget jeg fortryder, at jeg ikke har gjort faktisk. Jeg fortryder lidt, at jeg ikke har givet den lidt mere gas måske. Altså jeg er en meget pæn pige og ikke sammen med så mange, og jeg ville ikke kunne have sex på tv derinde. Det ville jeg aldrig finde på, og det gjorde jeg heller ikke. Sådan vil jeg ikke udstille mig selv. Men jeg kunne måske have puttet lidt med nogen og kysset lidt mere og hygget mig. Men jeg har været mig derinde. Og jeg er ikke træt af den måde jeg har været på derinde overhovedet,” fortæller Linemaria.
Positiv respons – men også grove beskeder
”Jeg har helt sikkert været bange for, hvordan folk ville reagere, når de så mig på fjernsyn. Jeg har tænkt over, om de ville dømme mig, fordi alle folk der er med i realityprogrammer, bliver dømt på en eller anden måde. Men jeg har faktisk kun positiv respons – også fra nogen jeg ikke kender. Jeg har også fået nogle lidt grove beskeder, fra nogen jeg ikke kender. Men det er bare nogen, der har lidt ondt i røven. Dem er der altid nogen af,” forklarer Linemaria.
Linemaria fik en besked i sidste uge fra en fyr efter, at hun havde været på date i anden afsnit. I afsnittet hopper Linemaria og daten i vandet fra en båd, og dagen efter modtager Linemaria en besked hvori der står: ”Jeg håber på, at du rammer den skarpeste klippe med hovedet først, så du brækker dit kranie.”
”Så det er lidt voldsomt, men jeg er ikke gået videre med det overhovedet. Det har jeg ikke behov for. Jeg håber bare, at han får noget hjælp, for det tror jeg, at han brug for,” fortæller Linemaria.
Vejle er den bedste by
Linemaria har boet i Vejle stort set hele sit liv, og hendes forældre bor der. Vejle er virkelig byen for Linemaria.
”Jeg hænger stadig i Vejle, og har gode venner der. Jeg synes Vejle er en gigaskøn by. Jeg kan vildt godt lide Vejle. Der er masser natur og vildt mange cafeer og restauranter, og man kan få alt. Der er så meget forskelligt at vælge i mellem og der er mange muligheder,” siger Linemaria.
I fremtiden har Linemaria en stor drøm om et meningsfyldt arbejde, derfor har hun også fundet en virkelig betydningsfuld uddannelse, som hun vil søge ind på.
”Mine fremtidsplaner er åbne. Lige nu laver jeg lidt mere tv, og jeg kunne godt finde på at lave endnu mere tv i år. Men mit fremtidige studie er, at jeg skal læse jordemoderkundskab, og så tror jeg at jeg skal tilbage mod Vejle, når jeg er færdig med at læse, og så skal jeg stifte en familie,” slutter Linemaria af.