I Vitus Olanders motiv-verden mødes beskueren med et distanceret nærvær, der hverken er politisk eller tager parti. Beskueren har mulighed for at installere sine egne erfaringer og tolkning i motiverne. Der gives ikke svar, der stilles spørgsmål. Beskueren inviteres til at se indad mod egne potentialer, og de muligheder livet giver os.
Vitus Olanders bevidsthed om at give plads til beskuerens medskabelse i værkerne ses også i udstillingens titel, ’Moment Around The World’, der heller ikke lukker om en entydig forståelse. I titlen hedder det hverken ”a moment” eller ”moments”. Altså kan titlen læses som ”øjeblik rundt om i verden”. Dog er også andre udlægninger mulige, da det engelske ord ”moment” har flere betydninger. Er der tale om ”moment” i betydningen ”øjeblik”/”tidspunkt” eller i betydningen ”betydning”/”vigtighed”? Der er med andre ord plads til, at publikum kan tolke med på titlens betydning.
Fotografierne i ’Moment Around The World’ har Vitus Olander taget i Ukraine, Rusland og Fjernøsten i perioden fra 2007-2017. Vitus Olander benytter ikke opstillede motiver, men søger at placere kameraet i rette vinkel i rette øjeblik.
Motiv fra Japan. Foto: Vitus Olander.
En sand lokal kunstner
Vitus Olander bor her i Odense, hvor han også er født. Han blev uddannet som fotograf hos J. Schou og arbejdede derefter mange år som selvstændig fotograf. I 1983 blev han uddannet som skulptør fra Det Fynske Kunstakademi.
Ved ferniseringen i aftes fortalte Vitus Olander, at det er svært at overføre tænkningen fra skulpturers tre dimensioner til fotografiers to dimensioner, men som fotograf trækker han uvilkårligt på sin viden som skulptør. Det er synligt i værkernes kompositioner.
I perioden fra 1994-2013 var han medlem af den odenseanske kunstnergruppe ’The Unforgettable Grünhorse’ – eller ’Grünhorse’ i daglig tale.
Nok er Vitus Olander en ægte odenseaner, mens hans kunst har dog for længst sprunget bygrænsen. Vitus Olander har udstillet flere steder i udlandet i blandt andet Malaga, Sverige og Berlin.
Derudover er Vitus Olander også en af de åndelige grundlæggere af kunstnerkollektivet Kunsthal ULYS. Han var med, da visionen og drømmen om et kunstnerdrevet udstillingsrum for samtidskunst i Odense kom til verden tilbage i 2015.
En del troppede op, da der i går var fernisering på den nye udstilling.
Om udstillingen 'Moment Around The World':
Udstillingsperioden varer indtil den 21. december 2018. Der er åben for publikum torsdage 17-20 og søndage 12-16.
Onsdag den 21. november kl. 19 er der Artist Talk, og man kan høre Vitus Olander fortælle nærmere om ’Moment Around The World’.