Musik, magi og film smelter sammen til en fortryllende forestilling, når Aalborg Symfoniorkester fremfører Patrick Doyles uforglemmelige musik til Harry Potter og Flammernes Pokal, mens filmen ruller over det store lærred i Koncertsalen i Musikkens Hus.
Harry Potter og Flammernes Pokal er den fjerde film om Harry Potter, baseret på J.K. Rowlings roman af samme navn. I filmen følger vi Harry Potters fjerde år på Hogwarts. Harry håber på et stille år i studiernes tjeneste, men der går ikke længe, før Harry og hans venner atter står i centrum for kampen mod den lede lord Voldemort.
Rettighedshavere i hele Norden
Musikkens Hus har sikret sig rettighederne til alle otte Harry Potter-film i Norden hos amerikanske Warner Bros. Consumer Products og CineConcerts. Første film havde nordisk premiere i Gigantium i Aalborg tilbage i 2017 med Aalborg Symfoniorkester, og siden har Musikkens Hus faciliteret over 60 filmkoncerter i hele Norden:
"Filmkoncerter er blevet ekstremt populære i Danmark og internationalt de seneste år. Nye tekniske landvindinger gør, at du kan se en film knivskarpt digitalt på meget store lærreder i arenaer og koncerthuse og med live musik fra et stort symfoniorkester," siger direktør i Musikkens Hus, Lasse Rich Henningsen, og fortsætter:
"Vi oplever hver gang, at publikum går fra salen med en helt ny fornemmelse af underholdning og ikke mindst med en stor fascination af filmmusik og den live-oplevelse, som et symfoniorkester kan bibringe i den fantastiske akustiske ramme, som Koncertsalen tilbyder."
Harry Potter og Flammernes Pokal kan opleves den 10. oktober kl. 19.00 i Koncertsalen i Musikkens Hus. Billetter kan købes på Musikkens Hus' hjemmeside.