Ny festplads: GRØN FEST vokser sig for stor til Rådhusparken

30/4/19 14:45

Christian Granhøj Skouboe

Siden 2017 har Horsensianere og beboere fra nabobyerne kunnet deltage i GRØN FEST i maj måned i Rådhusparken, men nu er parken blevet for lille til de store ambitioner.

”Vi vil gerne hjælpe vores gæster til at se, hvilke små ting, de kan gøre for at gøre en grøn forskel. Det gør vi i år ved at have boder med forskelligt, spændende indhold.” Siger idékvinde og skaber af GRØN FEST Helene Henneberg-Johansen

Ambitionen om at komme længere ind under huden og forhåbentligt skabe en længerevarende positiv effekt af GRØN FEST kommer efter stor interesse fra tidligere års deltagere. Det blev derfor besluttet, at GRØN FEST også skal indeholde boder og have endnu flere talere end tidligere.

”Når man deltager på årets festival, vil der som altid være masser af god musik og fantastisk stemning. Vi har bare skruet ekstra op for de grønne elementer. Blandt andet kan man købe tøj fra Røde Kors og sæber fra Tinc (sæbeshop i Aarhus)”, siger Helene Henneberg-Johansen.

GRØN FEST kan opleves på Langelinie lørdag d. 11. Maj kl. 11:30, hvor borgmester Peter Sørensen åbner med en tale. Festlighederne lukker kl. 19:00 efter Aarhus-bandet NORISS har slået den sidste tone an.

OPDATERET: Tidligere fremgik det, at der var tale om Grøn Koncert. Dette var en fejl. Vi beklager.