Se den her: spilleplan for stor fynsk festival offentliggjort

I Byen
Foto: Thorsten Iversen
De sidste brikker er faldet på plads, og Tinderbox kan nu løfte sløret for festivalens spilleplan

Lige nu læser andre også

De mere end 60 navne i musikprogrammet er nu fordelt på festivalens fire scener, og den færdige spilleplan ligger klar. Dermed kan tusindvis af gæster for alvor begynde at glæde sig til tre dage i Tusindårsskoven med musik i verdensklasse.

Åbningsdagen byder på tidlige koncerter med Karenina fra Tinderbox Band Battle, Khea og Gilli, inden Benal, Billie Eilish, Sigrid og Lil Uzi Vert tager over. På Magicbox bygger Faustixog Nervo op til et brag af en afslutning med Tujamo, mens de to største scener har besøg af Greta Van Fleet og Lana Del Rey. Torsdagen rundes af med koncerter fra sensationelle The Chainsmokers og Wolfmother, inden Diplo overtager Blue Stage og fyrer op for den vildeste fest.

Der er fart på fra start fredag, hvor de første koncerter blandt andet leveres af de lokale helte fra Crown The Beast, engelske Skunk Anansie og amerikanske Dropkick Murphys, mens Peter Sommer & Tiggerne leverer sangskrivning på højeste niveau, og den sydamerikanske sensation J Balvin viser, hvor reggaeton-skabet skal stå. Navne som Lost Frequencies, Deniz Koyo og Dzeko står for, at Magicbox kommer til at syde og boble med begejstring, inden TooManyLeftHands overtager deres festivalhjemmebane og sikrer den afsluttende fest på Magicbox. Der bliver også plads til energisk nostalgi i samarbejde med Gnags, Rick Astley og Den Gale Pose fredag aften, inden den helt store popfest skydes af med shows fra Miley Cyrus og Duran Duran.

Festivalens sidste dag åbnes af legendariske The Savage Rose, inden Tinderbox Band Battle-vinderne Trouble Is og Sheryl Crow tager over. På Magicbox kan man blandt andet opleve Martin Jensen og Deorro, inden scenens ultimative headliner, Eric Prydz, skal sørge for, at Danmarks største scene for elektronisk musik bliver lukket med manér. På teltscenen kan man desuden opleve rapkometen Stefflon Don og Oscar-vindende Giorgio Moroder, mens The Lumineers og A$AP Rocky baner vej for to vanvittige afslutningskoncerter.

Der er sat ekstra tid i programmet til Neil Young + Promise of the Real, der kommer til Tusindårsskoven for at præsentere nogle af rockens største klassikere, inden verdens største EDM-navn, Swedish House Mafia, får æren af at lukke festen med et brag som sidste navn på Tinderbox 2019.

"Tinderbox-plakaten er blandt de stærkeste i Europa, og vi er meget begejstrede over, at det er lykkedes os at samle så mange fænomenale verdensstjerner til tre helt forrygende dage i Tusindårsskoven. Derfor har vi også glædet os til at dele den færdige spilleplan med vores gæster, som nu for alvor kan begynde at glæde sig til en festival spækket med store musikalske oplevelser," siger talsmand for Tinderbox, John Fogde.

Spilleplanen kan ses på Tinderbox.dk og vil snart også kunne findes i den officielle Tinderbox-app. Inden længe vil der desuden blive præsenteret en stribe af landets bedste komikere, et fantastisk madprogram og meget mere.

Anbefalet til dig