For sjette år i træk: Vinderen af Vild med Dans kåres i Horsens

06/9/19 11:30

Christian Granhøj Skouboe

Det er efterhånden blevet en tradition, at Vild med Dans kårer årets vinder i Horsens. Foto: TV2
Horsens byder endnu en gang velkommen til deltagere og dommere fra Vild med Dans, når dette års finale afholdes i Forum Horsens den 29. november.

De sidste fem år har Horsens dannet rammen om finalen i et af Danmarks ultimativt mest populære tv-programmer: Vild med Dans. De fleste fredage efteråret igennem sender TV2-programmet glimmer og glamour ind i stuerne på tværs af landet, når kendte mennesker konkurrerer i at lave den flotteste rumba eller mest mageløse mambo.

Begejstringen for den gode nyhed er da også stor hos Claus Visbye, der er direktør i Horsens & Friends, som står bag arrangementet:

"Vi er meget stolte af, for sjette år i træk, at være værter for finalen på et af landets største og mest populære underholdningsshows, når Vild med Dans kommer til Forum Horsens. Det plejer at være en meget festlig aften, og der er ingen tvivl om, at det feststemte og medlevende publikum i Horsens har stor betydning for, at Vild med dans-karavanen bliver ved med at vende tilbage til Horsens for at fejre sæsonafslutningen."

Årets tolv Vild med Dans-par er: 

  • Anne Dorte Michelsen og Marc Mariboe Christensen
  • Birgit Aaby og Frederik Nonnemann
  • Christel Pixi og Thomas Evers Poulsen
  • Christopher Læssø og Karina Frimodt
  • Coco O og Morten Kjeldgaard
  • Jakob Fauerby og Silas Holst
  • Marie Bach Hansen og Martin Parnov Reichhardt
  • Michael Maze og Mie Martha Moltke
  • Mikkel Kessler og Mille Funk
  • Neel Rønholt og Michael Olesen
  • Oscar Bjerrehuus og Asta Björk
  • Umut Sakarya og Jenna Bagge

Hvilke par der stemmes ud og hvilke, der går hele vejen til finalen, kan man følge med i, i løbet af efteråret på TV2 og TV2 Play. Årets sæson starter fredag den 13. september kl. 20.00, og finalen finder sted i Forum Horsens 29. november kl. 20.00.