Smykker, keramik, illustrationer, originaltegninger, børnetøj, porcelænsfigurer, lædertasker, økologiske kropsplejeprodukter og meget mere. Listen af spændende designs, som du kan få fingrene i, er lang, når Upcomers Designmarked indtager Vejle Lystbådehavn den 25. og 26. august. Selv hvis du ikke hiver pengepungen op af lommen, kan du godt bruge to dage bare på at blive inspireret, hvis du går med langsomme skridt forbi udstillernes telte.
Upcomers Designmarked er efterhånden blevet en institution for entreprenante designere, og arrangørerne er glade for at vende hjem til Vejle igen. Siden det første marked i 2014 har indehaver Junette Bay sammen med sit team af engagerede frivillige udviklet markedet fra gang til gang flere steder i Vejle – og andre steder i landet.
Vender tilbage til Vejle
Tidligere på året blev Upcomers Designmarked for anden gang afholdt hos IBC Innovationsfabrikken i Kolding. Den første weekend i oktober er de desuden medarrangører af et marked i Aalborg Kongres & Kultur Center.
Billede fra sidste års designmarked.
Når designmarkedet vender tilbage til Vejle i forbindelse med Vild med Vand vil hele området omkring lystbådehavnen summe af aktiviteter. Stueetagen i Fjordenhus, tegnet af den internationale anerkendte kunstner, Olafur Eliasson, er åben for alle, og det er gratis at komme ind. Til Floating Art kan du opleve fjorden som platform for nye tendenser i samtidskunsten, hvor både kunstens og arkitekturens egenskaber kommer i spil. Du kan læse mere om, hvad Vild med Vand byder på her.
Har du behov for en pause fra de mange indtryk, kan du gå forbi kanalen langs promenaden, hvor Upcomers Designmarked har sørget for den perfekte udsmykning til et klassisk SoMe-billede, som egner sig særdeles godt til Instagram.
Du kan besøge Upcomers Designmarked til Vild med Vand lørdag den 25. august fra klokken 11 til 18, og søndag den 26. august fra klokken 10 til 17.
Du kan læse mere om Upcomers og finde en liste over udstillerne på www.upcomers.dk. Du kan også følge UpcomersDK på Facebook eller upcomers.dk på Instagram.