Take That er havnet på Kulturmuseet

Af: Helge Rahbek

|

30/08/2018

I Byen
Pernille åbner døren ind til sit teenageværelse i 1990'erne, hvorfra hun har gemt sin store samling af Take That merchandice: plakater, CD'er, VHS-bånd med koncerter, t-shirts og meget andet. Samlingen er en af de fem nye, der er flyttet ind på den 4 meter høje amagerhylde i særudstillingen Vilde samlinger på Kulturmuseet Spinderihallerne. Foto: Vejlemuseerne.
Kulturmuseet Spinderihallerne fortsætter med at sætte fokus på private samlere. På en fire meter høj amagerhylde viser samlere nogle af deres kæreste ejendele frem, og fem nye vilde samlinger er netop flyttet ind: Servietter, almueting, snurretoppe, DVD-film og Take That-merchandice.

Lige nu læser andre også

I hele 2018 har Kulturmuseet Spinderihallerne haft deres udstilling Vilde Samlinger. Tidligere har der blandt andet været Star Wars-merchandise og påklædningsdukker på plakaten, men udstillingen bliver løbende udskiftet, og for ganske nyligt er fem nye samlinger flyttet ind på muséets fire meter høje amagerhylde.

Tirsdag den 11. september kl 19.00 giver museumsinspektør Lisbeth Lykke en gratis omvisning i særudstillingen, og man kan møde nogle af de nye samlere. Denne tirsdag er det 'Lang tirsdag' i Spinderihallerne, så museet har åbent til kl. 21.30. De nye samlere, der netop er flyttet ind på amagerhylden er:

Alexander, der altid har elsket dramaet i film og derfor har en imponerende samling af mere end 5.000 film på DVD, VHS og Blueray. Han tror på den ægte filmoplevelse i selskab med goder venner, hvor de afspiller nøje udvalgte film over nætter og weekender.

Alice, der har samlet på servietter siden hun var barn i 1950'erne. Hun siger selv, at hun er lidt af en samler, og det må vi give hende ret i med flere tusinde servietter indsamlet i ind- og udland.

Pernille, der åbner døren ind til sit teenageværelse i 1990'erne, hvorfra hun har gemt sin store samling af Take That merchandice som plakater, CD'er, VHS-bånd med koncerter, t-shirts og meget andet. Hun har samlet siden 1994, og samlingen er flyttet rundt med hende siden i hendes voksenliv.

Hanne, der samler på alt muligt forskelligt. Besøger man Hanne er det som at træde ind i et museum, da hun har en forkærlighed for gamle ting som husgeråd og landbrugsredskaber fra 1800-tallet. Hun fascineres af gamle ting, fordi der altid ligger en spændende historie bag. Historier der afspejler det levede liv i fortiden.

Vibeke, der igennem en årrække har samlet på snurretoppe. Som barn var hun vild med legetøjet, og hun nyder i dag at se glæden i øjnene hos børnebørnene, når de leger med hendes samling af snurretoppe. Snurretoppenes snurren fascinerer hende, og hun nyder at eksperimentere med sin egen produktion, når hun laver f.eks. øreringe som snurretoppe.

Man kan også stadig se (lidt af) Danmarks største samling af Star Wars-merchandise, fine påklædningsdukker, tændstikæsker, modelhelikoptere og en imponerende samling af antikke dukker.

Vægtertræf i Vejle

Vejles bytromme. Foto: Vejlemuseerne

Den 7.-9. september holder Danmarks Vægterlaug vægtertræf i Vejle. I anledning af vægtertræffet har museet ekstraordinært udvidet den historiske del af særudstillingen til at omfatte Vejle købstads gamle morgenstjerne og Vejles bytromme med byvåbnet. De to flotte genstande var nogle af de første, der blev indlemmet i museets samling for omkring 100 år siden.

I en kort periode efter vægtertræffet, bliver bytrommen og morgenstjernen også en del af samlingen, og giver et glimt ind i en vigtig del af Vejles historie.

De nye private samlinger i amagerhylden kan ses indtil udstillingen lukker søndag d. 2. december.

 

Anbefalet til dig