"100% Fremmed er en vandreudstilling, der har bevæget sig gennem Danmark det seneste lille års tid. Det er en fortælling om mennesker og skæbner fra nær og fjern og en fortælling om at høre til og i særdeleshed håbet om en dag at høre til. Vi er rigtig stolte over her i Vejle Bibliotekerne sammen med VejleMuseerne at kunne vise denne udstilling, for om noget er Vejle og de nærmeste byer som Fredericia og Kolding et vidnesbyrd om, hvordan man skaber og udvikler en lokal identitet," fortæller bibliotekschef Mette Høxbro.
"Fredericia var i tidernes morgen et fristed for religiøs mangfoldighed. Kolding har gennem årerne balanceret på en knivsæg mellem det sønderjyske og det sydjyske. Og i Vejle har man bevæget sig fra at være det danske svar på Manchester med tung industri til at være del af verdens 100 førende byer, når det gælder en tydelig bevidsthed om bæredygtighed og resiliens. Både når det gælder klima og mennesker. Det handler ikke længere om bomuldsspinderier, det handler om viden, og det handler om, at man kan hedde både Gomez og Svendsen til efternavn på en og samme tid, og i øvrigt være noget nær så vejlensisk, som en mølle med lys på i vintermånederne. 100% fremmed handler om mennesker og ambitioner for Danmark ind i fremtiden," betoner Mette Høxbro.
Løbeklub kommer spurtende fra Aarhus
Den internationale løbeklub Mo's Friends fra Aarhus er på få år blevet lidt af et tilløbsstykke. Når de omtrent halvtreds medlemmer mødes og træner, er der løbere med baggrund i Eritrea, Somalia, Etiopien, Uganda, Centralafrika, Vietnam, Syrien, Irak, Frankrig og Danmark. Og nu har de sågar også startet et yogahold. Mo's Friends lægger om formiddagen lørdag den 11. maj vejen forbi Vejle og indbyder alle friske deltagere til at være med til enten at løbe eller dyrke yoga.
Som afslutning på dagen vil de fortælle lidt om, hvordan man stabler et internationalt fællesskab på benene, som oven i købet vinder en hel del medaljer. Og de vil fortælle om, hvad det vil sige at have integrationsantennerne ude.
Tid til at fundere i Tænkepause
Integration er som en glidebane. Selv om vi starter med at lovsynge antallet af pakistanskdanskere på medicinstudiet, ender vi umærkeligt med at skændes om kriminelle indvandrerdrenge, syrienskrigere og frikadeller i børnehaven. Tag en tænkepause mandag aften den 20. maj med antropolog Mikkel Rytter om, hvad integration egentlig er for en størrelse, og hvad vi skal gøre ved den.
"I-ordet" skaber ifølge Mikkel Rytter, en velintegreret halalhippie på Aarhus Universitet, faktisk mange af de problemer, vi sigter mod at løse. Måske er det på tide at give integration det glatte lag?
Aftenens foredragsholder, Mikkel Rytter, er lektor og leder af forskningsprogrammet Antropologi ved Aarhus Universitet, og så har han i mange år arbejdet med integration. Hans bog "Integration" er en del af serien "Tænkepauser - viden til hverdagen".
Tænkepauser er en bogrække, hvor forskere fra Aarhus Universitet formidler deres viden om centrale temaer. Idéen er at formidle forskningen til nye målgrupper og ind i hverdagens pauser - fra sofahjørnet til løbeturen. Derfor står Aarhus Universitetsforlag i samarbejde med en række biblioteker landet over bag en række foredrag, hvor du får mulighed for at møde forskerne og høre dem sætte ord på deres bøger.
Mød instruktør bag dokumentarfilm
Flygtningekrisen er et ord, man har hørt det nok gange. Hvad betyder det? Og hvordan rummer det de oplevelser, det refererer til? Dokumentaren "Visitor" forsøger at besvare disse spørgsmål - bare i billeder. Onsdag den 22. maj byder Vejle Bibliotek på en aften i filmens tegn med en tankevækkende dokumentar og et efterfølgende foredrag ved filmens instruktør Sebastian Cordes.
"Visitor" giver en visuel fortolkning af migrantkrisen i Grækenland set fra en outsiders perspektiv. Instruktør Sebastian Cordes har selv filmet materialet på øen Chios, som har Tyrkiet i horisonten og hver måned modtager hundredvis, der søger mod Europa, men de fleste ender i en af øens to overfyldte flygtningelejre.