En gang i måneden har talentfulde stand-up-komikere mulighed for at stille sig op på den næststørste scene i Vejle Musikteater, hvor de foran et stort publikum kan teste deres nye vittigheder af, og samtidig udvikle sig.
Det er dog ikke kun ukendte komikere, der finder vej til Open Mike-scenerne rundt omkring i landet, og det er heller ikke tilfældet, når der afholdes Open Mike nu på torsdag i Vejle Musikteater. Det er nemlig offentliggjort, at det bliver den reagerende danmarksmester i Stand-up, Phillip Devantier, der skal være aftenens vært.
"Det er helt vildt fedt, at vi har fået mulighed for at få Phillip til Vejle igen. Han har jo været på flere gange før, hvor han også fik et par spots op til DM-finalen, så han kunne få afprøvet hans materiale foran et godt publikum. Nu har han så vundet DM i stand-up, og er blevet en eftertragtet herre, men han har stadigvæk fundet tid til at komme til Vejle og optræde, og det er vi rigtig glade for," fortæller den tidligere Vejle24-journalist, Henrik Rothenbücher, der er bagmand bag Open Mike i Vejle.
Som vært vil Phillip Devantier underholde flere gange i løbet af aftenen, hvor han fortæller et par jokes, inden han sender den næste komiker på scenen. Der er dermed god sandsynlighed for at få en sjov aften, når Phillip Devantier og otte andre komikere skal underholde det vejlensiske publikum i to timer.
Open Mike der tidligere har været gratis begyndte fra årsskiftet at koste penge, men det er blot 50 kroner, du skal hive op af lommen, hvis du vil opleve hvad komikerne har at byde på.
Open Mike kan vinde Vejles kulturpris
Siden oktober 2017 har det været muligt at komme til Open Mike-comedy i Vejle Musikteater. Allerede fra første gang viste det sig som et hit, og mindre end et halvt år efter, blev iniativtageren Henrik Rothenbücher nomineret til Vejles Kulturpris på baggrund af sin Open Mike.
Dengang blev det ikke til nogen sejr for Henrik og hans Open Mike-projekt, men det kan det til gengæld blive i år.
I lørdags blev det nemlig offentliggjort, hvem juryen havde udvalgt som de tre finalister ud af de i alt 24 kulturrepræsentanter, der var blevet nomineret. Her var der igen fundet plads til Henrik Rothenbücher og hans Open Mike, og i udvælgelsen blev der især lagt vægt på, at det skyldes det store afslutningsshows i december 2018, hvor Open Mike blev afholdt i den store sal i Vejle Musikteater foran 750 publikummer.
Det Open Mike-arrangement var samtidig en uofficiel verdensrekord, og det har betydet, at det underholdende kulturindslag har gjort sig fortjent til minimum en top 3. Her på redaktionen har vi hevet fat i vores gamle kollega, for at høre lidt mere den flotte nominering.
"Jeg blev virkelig overrasket og helt vildt beæret. Jeg synes, at der er så meget fantastisk kultur i Vejle, og så er det virkelig stort, at lille bitte mig, pludselig er foretrukket foran så mange andre, og nu står i finalen," fortæller Henrik Rothenbücher.
Hvad vil det betyde, hvis du vinder?
"Det vil være et stort skulderklap for den tid og de kræfter, jeg lægger i Open Mike. Det var jo aldrig med nogen intention, om at jeg skulle vinde noget, at jeg startede med at lave Open Mike i første omgang, men nomineringen i 2017 og nu igen i 2019 giver bare endnu mere blod på tanden," lyder det fra Henrik Rothenbücher, der beretter om, at der allerede senere på året vil søsættes et nyt projekt i byen, men han vil ikke ud med, hvad der er på tegnebrættet.
Bliver du skuffet, hvis du ikke vinder?
"Som det konkurrencemenneske og den gambler jeg er, vil jeg ikke kunne undgå at blive skuffet, når jeg nu er udvalgt til finalen. Jeg går altid ind for at vinde, og hvis en af de andre kandidater får overrakt prisen i stedet for mig, så vil jeg sikkert have samme følelse, som hvis jeg taber en fodboldkamp i overtiden. Men når det så er sagt, så kan jeg ikke tillade mig at blive skuffet over en pris, jeg aldrig har haft som mål at vinde. Jeg vidste ikke engang, at kulturprisen eksisterede, da jeg startede Open Mike i Vejle, og det er heller ikke den, der gør, at jeg nu er i gang på tredje år."
Hvis det skal lykkes Henrik Rothenbücher og Open Mike at vinde Vejles kulturpris, så kræver det, at juryen vælger ham foran de to andre kandidater. Foruden Henrik Rothenbücher, er finalisterne Dystopia, der er nomineret på baggrund af deres mange uhyggelige horrorarrangementer i byen, mens også fotograf Jonas Normann er blevet nomineret på baggrund af hans flotte udstilling ’Vestbyens stemme’
Kulturprisen overrækkes i Spinderihallerne den 12. marts, og der er fri entré. Det kræver blot, at du henter en gratis billet via dette link.
Sidste år var det Ungdommens Teater, der løb med kulturprisen. Her var Dystopia i øvrigt også nomineret, mens Kunst- og Kulturhøjskolen vandt i 2017, hvor Henrik Rothenbücher var nomineret. Jonas Normann er således den eneste af de tre finalister, der ikke har været nomineret til kulturprisen før.