Du kan godt forberede smagsløgene på en oplevelse af de helt store, når de gyldne dråber har deres helt egen dag. Lørdag den 1. september er det nemlig Øllets Dag, og det bliver fejret i Vejle.
Det er Vejleafdelingen af de Danske Ølentusiaster, der står for arrangementet. På Søndertorv bliver der stillet boder op, hvor alle er velkomne til at smage de mange forskellige typer af øl.
”Vi har inviteret et par bryggerier forbi, og nogle af de lokale handlende. De stiller op med øl og forskellige former for mad, fordi vi gerne vil vise begrebet af, at god mad ikke nødvendigvis kun følges af vin, men også kan følges af øl,” lyder det fra Astrid Olufsen, der er formand for Danske Ølentusiaster i Vejle.
Sideløbende med arrangementet der finder sted på Søndertorv, er der også et arrangement på Havnegade i Vejle. Dette arrangement står Havnens Vin og Tobakshus for, og her er det en fast tradition, at Danske Ølentusiaster stiller op med et par fagkyndige ølkendere.
”De har en årlig begivenhed, hvor de holder et marked med mad, delikatesser, øl og vin. Der har vi så en tradition for øl-delen, hvor vi støtter op om det. Vi stiller derfor et par folk til rådighed, som står og snakker øl med de folk dernede. Det er ikke vores arrangement, men vi har en tradition om at støtte op om deres,” fortæller Astid Olufsen.
For både nysgerrige og erfarne
Selvom det kan lyde som et arrangement, der kun er for de hårdkogte øl-connoisseurs, så er arrangementet for alle. Både dem der kender meget til øl, men også dem, der måske er nysgerrige på at prøve noget nyt.
”Det er et arrangement for alle. Du kan netop komme ned og smage på de forskellige øl og kombinere dem med det spiselige. Så det appellerer i høj grad til de nysgerrige, der gerne vil prøve noget andet end en Grøn Tuborg,” slutter Astrid Olufsen.
Arrangementet på Søndertorv starter klokken 10:00 og det løber til klokken 15:00. Arrangementet på Havnegade starter klokken 9:30 og slutter klokken 15:00.