En flugt fra virkeligheden: Unge vejlensere har skrevet en bog

For et par uger siden kom kulminationen på 24 unges anstrengelser. I et år har de mødtes i Xeneriet i Spinderihallerne. De har grint og fneset. De har konkurreret og masseret. De har spist aftensmad - og nu har de også skrevet en bog sammen.

For et års tid siden mødtes Ida Lindved Knudsen og Julie Søfelde Johansen hinanden for første gang. Sammen med ti andre piger troppede de op i Spinderihallerne uden helt at vide, hvad der var i vente. Udover at de skulle skrive. De havde nemlig tilmeldt sig Xeneriets forfatterhold.

”Jeg har altid skrevet mine egne historier, men det er ikke så mange af dem, jeg har gjort færdigt, og det er kun mig selv, der fik lov at læse dem,” siger Julie, mens Ida nikker og tilføjer: ”Jeg har altid meget godt kunne lide at skrive, men det skal være helt rigtigt - der skal ikke være et komma, der står forkert - før andre får lov at læse det.”

Det med at skrive til skrivebordsskuffen, er der nu lavet om på. For et par uger siden udkom nemlig bogen med titlen ”En Flugt Fra Virkeligheden,” som indeholder 24 noveller. Deriblandt én novelle, som hver af de to piger har skrevet. ”Det er virkelig fedt nu, hvor man har gjort sig umage med det i lang tid,” siger Julie Søfelde Johansen, som er 13 år og bor i Bredballe.

Ida Lindved Knudsen er 12 år og kommer fra Skibet. Eleverne på forfatterholdene (Der er to hold: Ét for nye elever, og ét for gengangere - 24 elever i alt) kommer fra hele kommunen. Ja, nogle faktisk fra den anden side af kommunegrænsen. En enkelt helt fra Odder.

Det kan være svært at fordybe sig fuldstændig, når man også skal være til stede på de sociale medier, men når Julie (tv.) skriver, tænker hun slet ikke på andet. Ida (th.) forsøger efter bedste evne at ignorere snapchat-beskeder, når hun er i gang med at skrive. Som oftest lykkes det.

Inspiration fra virkeligheden

Både Ida og Julie læser meget, og for begges vedkommende, var det Harry Potter-serien som åbnede deres øjne for litteraturen. Der er dog ingen troldmænd i nogle af deres noveller, men selvom Idas novelle finder sted i 1800-tallets USA, og Julies i nutidens Danmark, er der alligevel visse lighedstræk.

Idas novelle handler om en børnehjemspige, og hun fandt inspiration fra ”Det Lille Hus på Prærien.” Julies hovedpersons forældre døde, da hun var lille.

Uddrag fra "Genforening gør glæde" af Ida Lindved Knudsen

Da døren åbnede, stod en gammel kone med gråt hår og halvbriller, og smilte venligt til hende. “Kan jeg hjælpe dig?” spurgte hun og kiggede på Blanche, som vinkede de andre over til sig. “Jo nu skal du høre. Vi bor inde i byen, og vi skulle hente grene til brænde, og nu kan vi ikke finde hjem, og vi ville høre om vi måtte få husly i nat?” Ordene fløj ud af Blanches mund uden hun tænkte sig om, men nu var hun startet og flere fortællinger og detaljer fløj ud af hende. “Selvfølgelig, kære børn. Det var da skrækkeligt. Jeg henter lige et par tæpper i laden, så kommer jeg, I kan bare gå ind,” sagde kvinden, som tog et sjal om skuldrene og gik ud i laden.

”Det er tilfældigt. Vi har slet ikke set hinandens noveller før, vi skulle læse dem op,” fortæller Julie og fortsætter: ”Jeg fik inspiration fra min hverdag. Mine forældre er skilt, og jeg ser næsten ikke min far. Jeg savner min far, min papmor og mine bonussøskende hver dag, men det hjælper at få skrevet det ned - og forholde sig til det på den måde.”

Højtlæsning og ansigtsmassage

I løbet af det seneste års tid, har eleverne på forfatterholdet mødtes cirka hver anden uge i 3 timer ad gangen. Her har de skrevet, læst deres egne tekster højt, spist aftensmad sammen (Julie spiser enormt langsomt, fortæller Ida), konkurreret og masseret hinanden i ansigtet. Ja, du læste rigtigt. Pigernes underviser Wenche Thinnesen Vogtmann bruger nemlig massage som en måde til at få sanserne vagt, og paraderne ned, på.  

”Det var rigtig underligt første gang. Der var mange der fik grineflip, og jeg vil da gerne sige, at jeg var en af dem,” siger Ida og fniser.

Med tiden blev det normalt, og en dejlig måde at starte undervisningen på. ”Det er både afslapning og afstresning på samme tid,” forklarer Julie.

På Ida og Julies hold er der udelukkende piger. På det andet 12 mands-hold er der to drenge. ”Selvfølgelig ville det være nice, hvis der også var drenge, så der kunne komme et andet perspektiv, men drenge er også helt overgearede og snakker hele tiden. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har bedt drengene i min klasse om at holde kæft,” siger Julie. ”Det er også meget hyggeligt, at vi kan være tøsede. Lukkede vi drenge ind, ville det bare komme til at handle om fodbold og gaming,” siger Ida.

Så var der det med at læse højt. For ikke nok med, at de skulle læse deres tekster op for hinanden. De skulle læse teksterne op i mikrofon.

”Jeg synes faktisk det var fedt nok. Folk kendte dig ikke rigtig i starten, så lærte man folk at kende, og det blev bare i det der rum. Det var ikke nogen, der fortalte det til andre,” fortæller Ida.

Bogreception med 200 gæster

At de hele året havde læst deres tekster op for hinanden, var en fordel for pigerne, da kulminationen på årets anstrengelser fandt sted, da der blev afholdt bogreception for deres fælles bog for et par uger siden. Cirka 200 gæster troppede op i Spinderihallerne. De skulle blandt andet høre Julie og Ida, som læste nogle af deres tekster højt fra scenen.

Uddrag fra "Fra den dag af" af Julie Søfelde Johansen

Clara holdt en hånd om min skulder; hun vidste alt om, at jeg var mørkeræd. Jeg ønskede med det samme, at vi kunne gå tilbage til skolen. Min mørkeræd var startet, da jeg var helt lille. Dengang besvimede jeg hver gang, det blev for mørkt, men nu er jeg blevet bedre til at styre det. Alligevel sker det nogle gange, at jeg besvimer. Men i dag er det som om, at det er værre. Jeg bliver svimmel og støtter mig op af Clara. Hun spørger mig om noget, jeg ikke kan høre. Så ser jeg den igen. Skyggen fra min drøm. Jeg husker alt, hvad der skete i torsdags.

”Mens jeg sad og ventede, rystede jeg sindssygt meget. Mine ben kunne ikke stå stille, og da jeg først skulle læse op, rystede min stemme. Det er jo ’once in a lifetime,’ men ved det andet digt, hvilede jeg fuldstændig i mig selv,” siger Julie, før Ida tager ordet og fortæller om sin oplevelse: ”Jeg var en af de sidste. Jeg sad og ønskede, at jeg bare kunne få det overstået. Men da det så var overstået, tænkte jeg: ’er det allerede forbi’?”

På lørdag har pigerne afslutningsaften. Så skal de se film, og køber hver især for 30 kroners slik, som de deler imellem hinanden, mens de ser film på det store lærred i Xeneriet. Det gør de hvert halve år. Pigernes underviser, Wenche Thinnesen Vogtmann, er meget glad for slik.

Drømmer om forfatterskab

Både Julie og Ida får lov til, at læse deres tekster op igen. De har nemlig allerede tilmeldt sig næste sæsons forfatterhold. Så om et års tid, skal de endnu engang op på scenen, når den nye bog udkommer.

De er allerede begyndt at smule en tænke over, hvad de skal skrive om næste gang. Ida overvejer at skrive en novelle om, hvordan det er at være helt alene, og så pludselig blive rigtig populær. Julie overvejer at skrive om en kvinde, der havner på en øde ø, hvor hun finder en mand.

På sigt drømmer begge piger om at blive forfattere. ”Min store drøm er at blive forfatter og udgive min egen bog. Jeg ved godt, at vi lige har udgivet en bog – men min helt egen bog,” siger Ida.

Bogen ”En Flugt fra Virkeligheden” kan købes for 30 kroner hos Xeneriet.

Der er stadig ledige pladser til næste års forfatterhold. Både piger og drenge er meget velkomne. Man kan tilmelde sig her.

Læs også

Mit Vejle: Det er svært at være stresset i en skov så smuk som Søndermarksskoven