Fortiden lever hos Vejle-forfatter

Psykolog John Ib debuterer med novelle om en ulykke i farens cirkus for mange år siden. En ulykke, som satte sine spor. Vejle24 har taget en snak med den litterære debutant.

Multitalentet, den evigt nysgerrige Vejle-forfatter John Ib er en sjælden fugl. Som ung blev han uddannet folkeskolelærer på Jelling Seminarium, derefter uddannede han sig til skuespiller i USA. Efter at have arbejdet på de skrå brædder i flere år, blev han uddannet psykolog. Og dét arbejder han som i dag.

John Ib, der i dag er 63 år, har skrevet novellen ”Tårnspringeren”, som udkom i antologien ”Udspring” på forlaget Gladiator for kort tid siden. Bogen er sammensat af bidrag fra kursister på afgangsholdet 2017-18 fra Den Jyske Forfatterskole.

Desuden har John Ib skrevet flere flere aviskronikker. En prisvindende en af slagsen handler om at vokse op i Vestbyen i Vejle. Denne kronik blev udgivet i den landsdækkende avis Information.

På Vejle24 blev vi nysgerrige, så vi fik en snak med John Ib.

Uddrag fra novellen ”Tårnspringeren”

”Publikum vidste ikke, at der var noget galt, de klappede og råbte begejstret hurra. Jeg kunne hører på plasket atlandingen i bassinet var forkert. Jeg stod helt stille og håbede det bedste. Min krop stivnede, og det mærkes, somom jeg blev delt i to dele af et øksehug en kold vintermorgen.”

Du arbejder som psykolog, og nu er du også forfatter – hvorfor begyndte du at skrive?

”Jeg har altid været en god iagttager, haft blik for de små detaljer og finesser, som andre måske overser. Jeg kan lide at lege med disse små hændelser, og nogle gange bliver det så til en historie. Jeg har ofte stået i situationer hvor jeg virkeligt har undret mig over det, jeg har set.

Som barn undrede jeg mig for eksempel over Fylde Helga som næsten dagligt kom trækkende med sin lille vogn med ting, hun havde fundet i affaldet fra fyldet ude i engene i Vejle, der hvor biblioteket er nu. Jeg undrede mig over, at vi på Nyboesgade skole fik tæsk med spanskrøret, hvis vi ikke opførte os ordentligt, og jeg undrede mig over, at min undulat hvilede sig på ét ben. Jeg har altid undret mig meget, og jeg undrer mig stadig meget.

Alle de små sete detaljer og al den undren fylder jo i hovedet, og det er her skriveriet kommer ind. Jeg fandt ret hurtigt ud af, at jeg ved at skrive på mine iagttagelser og min undren kunne få en form for ro og mening. Skriveriet var et sted junne placere det sete og min undren, og nogle gange kunne det blive til en historie, en historie, hvor det var mig der bestemte indholdet, og hvem der skulle være med. Det var kun min fantasi, der satte grænserne.

Som barn og ung fortalte jeg ikke vidt og bredt om mine iagttagelser og undren, nej dem gik jeg alene med, så på en eller anden måde blev skriveriet til en samtalepartner, jeg kunne dele de her oplevelser med. Mit skriveri i dag er vel i en genre man vil kalde for realistisk fiktion. Jeg tager udgangspunkt i en troværdig historie og lader så processen, min fantasi og arbejdet med sproget udvikle historien. Som eksempelvis i min novelle ”Tårnspringeren”, hvor historien handler om en rigtig person, tårnspringeren Jimmy Jamieson (som Allan Olsen har skrevet en sang om, red.). Den foregik rigtig nok i min fars tivoli, og jeg var der, da uheldet skete, men meget af handlingen er fiktion, noget jeg har fremstillet.

Det er netop fiktionen der interesserer mig, det at lege med virkeligheden, for hvad er virkeligheden? Når jeg drømmer, at jeg sidder på ryggen af en havørn og flyver udover Vejle fjord, så tror jeg det er virkeligheden, indtil jeg vågner op og indser, at det blot var en drøm. Tænk hvis vi en dag vågner op fra det, vi i dag kalder virkeligheden og opdager, at det også bare er en drøm. Det er den leg, jeg leger, når jeg skriver. Det er det, sproget kan skabe kontakt til, når det er godt, og det synes jeg er spændende og sjovt.

Med baggrund i mit arbejde som psykolog, hvor jeg igennem adskillige år har haft mange mennesker i terapi og hørt på mange historier, må jeg konstatere, at når vi kradser i overfladen, er der på godt og ondt ikke noget der overgår det, vi kalder virkeligheden.

Min gode ven og læremester, forfatteren Ulrik Gräs, som er vokset op i samme gade som jeg, sagde engang til mig: ’Hold fast ved virkeligheden, samtidig med at du bryder den op og skaber en ny i fiktionen, endnu mere virkelig, farlig og fascinerende’.”

Uddrag fra novellen ”Tårnspringeren”

”For lang tid siden var jeg næsten helt holdt op med at tale med de voksne. Jeg sagde kun det allermestnødvendige som f.eks. goddag, farvel, tak for mad. Jeg var helt stoppet med at tale om vigtige ting med dem. De lyttede jo alligevel aldrig.”

Din familie var kendt som gøglerfamilien og rejste rundt med eget tivoli-hvordan så man på sådan nogen som jer i 1960´ernes Vejle?

”Vi boede jo i arbejderkvarteret Vestbyen hvor der typisk var fire store boligblokke med en gård i midten hvor vi børn kunne lege, men ikke på de store græsarealer. Græsset måtte ikke betrædes.

Der var ikke mange der havde bil i vores kvarter. Jeg husker en eftermiddag, jeg var vel 12 år gammel, hvor vi var nogle stykker der spillede fodbold i gården, pludselig kom min far kørende ind i gården i sin nye bil, en mørkeblå Chevrolet Biscayne, 6 cylindret amerikanerbil og på den hang en megastor campingvogn. Folk, der arbejdede med tivoli, kunne godt li at have store biler, også min far. Jeg tror, jeg synes, det var for meget og blev flov. Næste dag spurgte min far, om han skulle kører mig i skole. Nej tak var mit svar.

Generelt var jeg som barn flov over at min far arbejdede med noget så unormalt som at have et tivoli, jeg ville meget hellere havde haft, at han arbejdede på slagteriet Tulip, ovnfirmaet Hess eller bomuldsspinderiet, som de fleste andre fædre gjorde i Vestbyen.

Der har uden tvivl været en del snak i kvarteret om vores familie, men det var ikke noget, jeg hørte ret meget om, og jeg blev heller aldrig drillet med det. Her hjalp det nok også, at jeg var nummer 11 i børneflokken af dine, mine og vores børn, og med nogle storebrødre, der havde markeret vores families territorium og som var klar med hjælp, hvis nogen skulle genere mig.

Uddrag fra novellen ”Tårnspringeren”

”Lastbilerne fra vores Tivoli var ankommet og havde fået læsset deres indhold af, og alle var nu i gang med atstille op. Børnekarrusellen fik skruet sine heste, kameler, brandbiler og andre flotte ting fast, skydetelte, tombolaer,farvespil, pølsevogne, isboder, radiobanen, svingkarrusellen, spøgelsestoget og meget mere var i gang med atforandrede den store grønne græsmark til en slags eventyr by.”

Du har tidligere skrevet om din opvækst i Vestbyen i Vejle, og din novelle handler om en ulykke i din fars tivoli- har du ideer til, hvad du vil skrive om som det næste?

”Som elev på Den Jyske Forfatterskole ved forlaget Gladiator, har jeg skrevet rigtig mange tekster. Uden at det var planlagt, har næsten alle teksterne handlet om min opvækst i Svendsgade 10, 3. sal til venstre i Vestbyen i Vejle, eller min fars omrejsende tivoli. Jeg kunne i lang tid ikke komme væk fra Vestbyen og tivoliet. Det var, som om jeg havde fundet en uendelig kilde af historier, hvor der blev ved med at vælte frem med personer og hændelser.

Så det næste projekt jeg har gang i, er at færdiggøre 10-12 små historier om begivenheder oplevet i Vestbyen eller i min fars tivoli. Der er for eksempel historien om min første skoledag på Nyboesgade Skole, der er fortællingen om cykelturen med min mor til Vejles offentlige badestrand Albuen, og historien om da jeg blev forelsket i linedanserens datter.

Far-søn forholdet er en klassiker og en relation, som for mange mænd er en gåde og som kan have indflydelse på ens liv fra vugge til grav. Jeg arbejder på, at de 10-12 historier fra Vestbyen og tivoliet bliver introduceret af små beskrivelser af oplevelser. jeg har haft med min far.

Til sidst laver min datter Johanne illustrationer og grafisk design til historierne. Hun er uddannet ved Kolding Designskole. Det er planen, men meget kan ske i en skriveproces.”

Læs også

Mit Vejle: Det er svært at være stresset i en skov så smuk som Søndermarksskoven