Han har altid interesseret sig for naturen, Jesper Høyer-Nielsen. Men det var først, da han var i midten af tyverne, at han fattede interesse for fotografering. Han husker tydeligt dengang han kørte rundt med sin far, og pludselig så dét. En rød glente, som fløj over en kornmark med en fasan i kløerne. En mageløs oplevelse, som stadig er lagret i hans hukommelse - men som han ville ønske, at han havde kunne indfange, så andre også kunne få glæde af det.
Kort tid efter oplevelsen forærer hans daværende kæreste ham et kamera, og da de sammen flytter til Aalborg, tager fotograferingen fart. Kæresten har nemlig et sommerhus i Blokhus, hvor solnedgangene er særligt smukke. ”Det var en dyr fornøjelse med fremkaldelse. Nogle gange fik jeg fremkaldt 36 billeder, fordi jeg skulle bruge et enkelt,” husker Jesper Høyer-Nielsen og tilføjer: ”Det er godt, at der er kommet digitale kameraer til.”
Musejagt
I Aalborg læser Jesper Høyer-Nielsen statskundskab, men efter at have gennemført de første tre år, dropper han ud af studiet, og sammen med kæresten flytter han tilbage til Horsens. Her får to voldsomme episoder inden for kort tid slået ham ud af kurs.
Først dør hans reservemor, som står ham meget nær – kort tid efter forlader hans kæreste ham. Oplevelserne medfører en voldsom nedtur for Jesper Høyer-Nielsen, og han vælger selv at tage ud på psykiatrisk afdeling. Her bliver han indlagt og siden diagnosticeret som skizofren.
Mens han er indlagt går han ofte lange ture i den nærliggende Steensballe Skov. På en af turene opdager han en mus, som titter frem fra foden af en træstub med sin egen fod plantet opad stubben. De kommende tre uger tager Jesper Høyer-Nielsen hver eneste dag tilbage. Til sidst lykkes det ham at fange musen i den samme positur.
I ti år har Jesper Høyer-Nielsen arbejdet i Cafebutikken i Vestergade, hvor han stod ved kassen og hjalp til med at servere. I januar stoppede han, men han har kun gode ting at sige om stedet: ”Det er et rigtigt godt sted, hvor man får nedbrudt tabuer, og hvor folk kan møde de psykisk sårbare.”
Forsøgte at skjule sin diagnose
I den første lange tid efter, at han blev diagnosticeret, forsøger Jesper Høyer-Nielsen at skjule det for omverdenen. ”Jeg tænkte utrolig meget over det dengang. Hvad skulle man sige? Hvad hvis man mødte en pige? Ingen skulle vide at jeg var skizofren.”
I dag er det anderledes. Nu fortæller Jesper Høyer-Nielsen gerne om sin diagnose. Når der starter nye sygepleje- og sosu-studerende på bostedet Tinghøj i Egtved, er det ham, som kommer forbi og fortæller, hvordan det er at leve et liv som skizofren: ”Jeg oplever at det er tabu ude i samfundet. Der findes mange fordomme om skizofreni. Der er dem, der er meget, meget syge og som har voldsom paranoia, men jeg har bare almindelig skizofreni, hvis man kan sige det sådan.”
Netop bostedet Tinghøj er i tre år Jesper Høyer-Nielsens hjem i starten af dette årtusinde. I dag bor han stadigvæk i Egtved, men i eget hjem - som ligger tæt på hans helt særlige og ganske hemmelige sted.
Alt det vi andre ikke ser
Jesper Høyer-Nielsens hemmelige sted befinder sig omtrent der, hvor Vejle Ådal starter. Her kommer han stort set dagligt og observerer de vilde orkideer, insekterne, og rævene. Til tider bliver han så bjergtaget, at han glemmer tid og sted. To dyre kameraer har måtte lade livet i øsregnvejr, og en enkelt gang lå han længe fladt i skovbunden i ly for lynene i et voldsomt tordenvejr. Så nu sørger han altid for at have sin kamerataske med – og holde godt øje med mørke skyer i horisonten.
Når skyerne ser rigtige ud, tager han gerne straks afsted. Det var en af de gange, hvor skyerne stod helt rigtigt på himmelen, at Jesper Høyer-Nielsen skød billedet af en solopgang, som fik ham til at mindes tiden på psykiatrisk afdeling. ”Dengang, hvor alting så mest sort ud, var der stadig et lys, der brændte inden i mig. Det minder det her billede mig om; at når det hele bliver lidt trist, så er der stadig lys derude.”
"Lige nu er det tiden, hvor det er virkelig godt at tage billeder. Det er bedst om foråret og om sommeren. Lyset er ikke så godt om vinteren," forklarer Jesper Høyer-Nielsen.
Om sommeren tager han også ofte ud til Kongens Kær. Det var her han sidste år tog billedet af en svane lige i dét øjeblik, at den landede på vandoverfladen. ”Tit er det jo også held. Jeg havde observeret en gruppe af svaner i lang tid, da denne her svane kom flyvende og jeg knipsede bare løs,” forklarer han.
Drømmer om at møde ulven
Sidste år døde Jesper Høyer-Nielsens far, hvilket tog meget hårdt på ham. Han sørger stadigvæk, men turene i naturen hjælper ham: ”Fotografering har hjulpet mig rigtig meget med både min sygdom og i forbindelse med min fars død. Du får vendt tankerne på en anden måde, når du er ude i naturen.”
Jesper Høyer-Nielsen har bare et enkelt kamera: Et Canon-spejlrefleks, som han har købt brugt. I øjeblikket sparer han op til en særlig makrolinse, så han bedre kan tage billeder af insekter.
Når man ser Jesper Høyer-Nielsens fotografier af livet i naturen, kan man få den tanke, at han ser noget, som vi andre ikke bemærker. ”Jeg opdager ting, som andre mennesker slet ikke ser. Men om det er noget, jeg har lært, fordi jeg har brugt så meget tid i naturen. Eller om det er noget jeg har fra fødslen. Det ved jeg ikke,” siger han.
Tit har han motivet inde i hovedet allerede på forhånd. I øjeblikket er drømmemotivet en ulv. ”Min store drøm er at møde ulven, men jeg tror sgu, at jeg ville begynde at ryste. Første gang jeg mødte tre rævehvalpe gik alt galt. Jeg begyndte at ryste, jeg havde ikke fået stativet med, og jeg glemte at trække linsen ud,” fortæller Jesper Høyer-Nielsen, før han tilføjer:
”Man bliver så irriteret, når det ikke lykkes. Men som min far altid sagde: Det skal nok lykkes på et tidspunkt.”
Vejle24 har købt fem fotografier af Jesper Høyer-Nielsen, som skal forskønne vores redaktionslokale. Blandt billederne er de tre, som er beskrevet og vist her i artiklen.
