Midt- og Vestsjællands Politi efterforsker to sager om grov frihedsberøvelse, hvor både vold og trusler er blevet anvendt mod to mænd i bandemiljøet. De mistænkte blev anholdt onsdag og torsdag, og der er planlagt grundlovsforhør i begge sager ved Retten i Roskilde, hvor anklagemyndigheden forventes at begære dørlukning.
I den første sag, som fandt sted den 16. september i Osted ved Lejre, blev en 44-årig mand tvunget ind i en bil og holdt fanget natten over. Under frihedsberøvelsen blev han truet med både kniv og pistol, fik trukket en hætte over hovedet og blev fikseret med gaffatape og senere håndjern. Politiet oplyser, at han også blev trampet i hovedet, inden han næste morgen formåede at flygte. Tre mænd på 20, 21 og 43 år blev anholdt tidligt torsdag morgen og sigtet i denne sag, mens fire andre mænd allerede er fængslet på mistanke om medvirken.
En voldsom sag
Den anden sag handler om en 29-årig mand, som mandag blev tilbageholdt på en adresse i Havdrup ved Solrød. Ifølge politiet blev han truet, slået, sparket og tvunget ind i en bil, hvor han blev kørt rundt i flere timer. Formålet var angiveligt at presse ham til at hjælpe med at skaffe biler. Onsdag blev en 21-årig mand anholdt og sigtet i denne sag.
"Fælles for de to grove sager om frihedsberøvelse er, at det er sket i bandemiljøet. De to forurettede er blevet taget med mod deres vilje og udsat for afstraffelse og tvang gennem mange timer. Det er meget alvorlige forbrydelser, som vi sætter hårdt ind over for," udtaler politikommissær Michael Andreassen fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Politiet betragter de to sager som en del af et større opgør i bandemiljøet og har i samarbejde med anklagemyndigheden valgt en hård kurs i håndteringen af sagen.