En fødevarecheck er ikke nok, mener han.
Lige nu læser andre
Et langt arbejdsliv er for mange lig med en tryg alderdom.
Men for 66-årige John Rasmussen fra Roskilde er virkeligheden en anden.
Efter 45 år som lastbilchauffør mærker han nu konsekvenserne af stigende priser på helt basale varer.
Hvor der før var råd til en god bøf og en flaske vin i ny og næ, er indkøbskurven i dag præget af tilbudsmærker og discountkød. Oksekødet og rødvinen er skåret fra.
“Luksusvarer køber jeg ikke mere. Nu køber jeg det billigere kød på tilbud. Så er kvaliteten lavere, men man skal jo have lidt, så man kan få navlen væk fra rygraden,” fortæller han til Fagbevægelsens Hovedorganisation.
Læs også
Fra rat til rugbrød
John Rasmussen gik på seniorpension, efter ryggen sagde stop.
Fra 1. marts overgår han til folkepension, og det betyder ifølge ham selv endnu færre penge at gøre godt med.
Han har allerede skåret ned på bilkørsel og overvejer at sælge bilen.
Aftensmaden består oftere af rugbrød med spejlæg eller torskerogn.
Det handler om at få budgettet til at hænge sammen og sikre tag over hovedet.
Læs også
Samtidig barsler regeringen med en fødevarecheck på samlet 4,5 milliarder kroner målrettet blandt andet pensionister, lavindkomstfamilier og personer på overførselsindkomst.
Hvor meget den enkelte vil få, er endnu ikke fastlagt.
Skepsis før valg
John Rasmussen hilser intentionen velkommen, men tvivler på effekten.
“Når alle tre regeringspartier mangler stemmer, så skal de jo prøve noget. Men mange bække små, så selvom jeg tror, det ender ud som valgflæsk, er jeg optimistisk,” siger han.
Også forslag om at sænke momsen på fødevarer fylder i debatten på Christiansborg.
Læs også
Flere partier har luftet ideen om at reducere momsen generelt eller målrettet bestemte varegrupper.
For John Rasmussen er det afgørende, at hjælpen kan mærkes i hverdagen. Mindre symbolik og mere reel lettelse.