En udtalelse fra en medarbejder i Frederiksberg Svømmehal har sat gang i en ophedet debat om transkønnedes adgang til omklædningsrum.
Flere brugere af svømmehallen reagerer nu med forargelse over det, de opfatter som en ny praksis, mens kommunens borgmester slår fast, at reglerne ikke er ændret.
“Jeg er meget rummelig, men...”
65-årige Pia Bonnesen, der ofte besøger svømmehallen, blev chokeret, da hun spurgte en bademester om, hvor transkønnede må klæde om.
Svaret var, at det måtte de selv bestemme.
“Jeg er meget rummelig, men her har man, oplyser ansatte jo, truffet en beslutning, der er helt hen i vejret, hvor man ikke har spurgt kvinderne,” siger hun til B.T.
Også blogger og psykoterapeut Lotte Ingerslev har fået samme besked, da hun kontaktede svømmehallen.
Det har ført til en ophedet debat på sociale medier, hvor mange brugere udtrykker deres utilfredshed.
Kommunen slår fast: Reglerne er ikke ændret
Debatten har fået Frederiksbergs borgmester, Michael Vindfeldt (S), til at reagere.
Han understreger, at transkvinder ikke har ret til at klæde om i kvindeafdelingen.
“Det er hermed præciseret, at man ikke har frit valg i forhold til herre- og dameomklædning i Frederiksberg Svømmehal,” skriver han på X (tidligere Twitter).
Han tilføjer, at personer med særlige behov, herunder transkønnede, har mulighed for at benytte et separat omklædningsrum.
B.T. har forsøgt at få svar fra svømmehallens ledelse om, hvordan forvirringen er opstået.
Pressechef Martin Jensen henviser til en officiel udmelding, hvor svømmehallen erkender, at der har været “uklarhed om principperne for omklædning” og lover at sikre tydelig kommunikation fremover.