Forfatteren Jussi Adler-Olsen, der står bag den populære “Afdeling Q”-serie, har fået konstateret uhelbredelig knoglemarvskræft.
Det afslører han i et interview med Politiken, hvor han fortæller om sygdomsforløbet, der startede med en indlæggelse sidste år.
"Jeg har det godt. Omstændighederne taget i betragtning. Men jeg hænger jo på den. Altså jeg kommer til at dø af den her sygdom. Den er uhelbredelig. Indtil videre i hvert fald," siger han til avisen. Det oplyser SeniorNews.
Langt sygdomsforløb
I februar sidste år blev Jussi Adler-Olsen indlagt på Herlev Sygehus, hvor lægerne stillede den alvorlige diagnose.
Han blev senere overført til Rigshospitalets specialafdeling for knoglemarvskræft, hvor han var indlagt i næsten et halvt år.
Sygdommen har tvunget den verdenskendte forfatter til at aflyse flere planlagte arrangementer.
I marts sidste år måtte han aflyse en bogturné i Tyskland, hvor forklaringen dengang var alvorlige rygproblemer.
Jussi Adler-Olsen har tidligere været ramt af kræft.
I 2000 fik han konstateret kræft i tyktarmen, og i 2009 blev han diagnosticeret med prostatakræft.
To år senere fandt lægerne kræftceller igen under et rutinetjek.
Afdeling Q fortsætter trods sygdom
Trods den alvorlige diagnose fortsætter forfatterens populære bogserie.
Den 11. bog i serien, "Døde sjæle synger ikke", udkommer til marts, men denne gang med forfatterne Line Holm og Stine Bolther ved roret.
Bogen er skrevet i samarbejde med Jussi Adler-Olsen, og Holm og Bolther skal fremover føre “Afdeling Q” videre.
Jussi Adler-Olsens bøger har solgt over 27 millioner eksemplarer verden over og er oversat til 40 sprog.
Flere af romanerne er filmatiseret, blandt andet "Journal 64" og "Den grænseløse", og senest er skuespilleren Ulrich Thomsen trådt ind i rollen som Carl Mørck.