DJ Aligator er nok mest kendt for sit ikoniske hit "The Whistle Song".
Igennem mange år har sangen været en fast bestanddel af den danske klubscene, og sangen blev også et internationalt hit.
Nu har DJ Aligator endelig fundet den mand, der troede på ham og hjalp ham med at kickstarte sin musikalske karriere.
En uventede håndsrækning
I 1999 stod en ung Aliasghar Movasat overfor store økonomiske udfordringer. På trods af at have produceret musik for store navne som Sebastian og S.O.A.P., manglede han midler til at leje et lydstudie.
Uden nogen økonomisk sikkerhed gik han ind i Danske Bank på Lyngbyvej på Østerbro med en stak cd'er og en drøm. Her blev han ikke mødt af en lukket dør og dårlige undskyldninger. Tværtimod.
Bankmanden, Jesper Fini Kuhre, var overbevist af den unge mands passion og talent. Det fortæller Jesper Fini Kuhre selv i et LinkedIn-opslag.
På trods af mangel på økonomisk dokumentation valgte Jesper at låne Movasat 35.000 kroner. Dette lån blev startskuddet til DJ Aligators karriere, da han brugte pengene til at producere "The Whistle Song". Sangen blev hurtigt et kæmpe hit og var med til at grundlægge en lang og imponerede karriere indenfor musikken.
Jesper Fini beskriver i opslaget, hvordan Movasat kom ind i banken med en stribe cd'er og en overbevisende historie, og at han er glad for, at det efterfølgende er gået over alt forventning med Movasats karriere.
DJ Aligators taknemmelighed
I et interview i Classic FM-studiet til podcasten Vi Elsker Allstars udtrykte DJ Aligator sin dybe taknemmelighed overfor Jesper. Han beskrev, hvordan bankmandens venlighed og tro på den unge DJ havde en enorm indflydelse på hans liv og karriere. DJ Aligator fortalte i interviewet at uden Jespers hjælp ville "The Whistle Song" måske aldrig være blevet til virkelighed.
"Min største helt fra 90’erne er den bankmand fra Danske Bank, der lånte mig penge til mit første studie. Jeg håber, han lytter med," sagde DJ Aligator i Podcasten.
Og Jesper lyttede med, hvilket blev til et indlæg på LinkedIn, der i skrivende stund har spredt sig som en steppebrand.
Hvis du ikke kan huske 'The Whistle Song', så er den her.