I dag sker det: Robert Hansen skal i retten

Af: Alberte B. C.

|

25/02/2025

Kendte
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Dagen er kommet: Robert Hansen skal stå ansigt til ansigt med dommeren

Lige nu læser andre også

Tirsdag morgen møder skuespilleren Robert Hansen op i Retten på Frederiksberg, hvor han står tiltalt i en voldssag, der kan få store konsekvenser for hans fremtid.

Sagen drejer sig om vold mod en kvinde ved to episoder i slutningen af 2024, og det kan føre til en markant skærpet straf for den kendte skuespiller.

Ifølge anklageskriftet er der tale om brud på både straffelovens §244 om vold og §247 om vold i gentagelsestilfælde.

Netop den sidste paragraf kan betyde, at straffen bliver forhøjet med op til 50 procent, hvis Robert Hansen kendes skyldig.

Risikerer længere fængselsstraf

Denne retssag kommer blot halvandet år efter, at skuespilleren i august 2023 blev dømt fire måneders fængsel for grov vold mod sin tidligere kæreste, Nynne Larsen.

Den korte tid mellem sagerne kan blive en skærpende omstændighed, forklarer forsvarsadvokat Mette Grith Stage:

"Det er det, man kalder hurtigere recidiv. Jo hurtigere man laver ny kriminalitet, jo mere skærpende er det," siger hun ifølge SE og HØR.

Hun vurderer, at en eventuel dom i den nye sag kan ende på omkring seks måneders fængsel.

Relationen kan få betydning

Anklagerne går på, at voldsepisoderne skulle have fundet sted i Robert Hansens lejlighed på Frederiksberg.

Det er dog ikke offentliggjort, om den forurettede kvinde og skuespilleren var i et forhold på tidspunktet for hændelserne.

Ifølge Mette Grith Stage kan netop relationen mellem gerningsmand og offer spille en rolle i straffens længde:

"Ud fra mine erfaringer bliver vold i et parforhold straffet mildere, end hvis det havde været vold begået mod en helt tilfældig," lyder hendes vurdering.

Robert Hansen har hele tiden nægtet sig skyldig i anklagerne. Retten på Frederiksberg skal nu tage stilling til, om skuespilleren er skyldig i de alvorlige anklager.

Anbefalet til dig