Linse Kessler har gennem årtier været en fast del af den danske realityverden og et ansigt, mange forbinder med kendisverdenen og en glamourøs livsstil.
For Linse Kessler anno 2024 er sagen dog en helt anden.
I sommer chokerede hun sine mange følgere ved at afsløre i sin podcast, at hun levede for kun 161 kroner om dagen.
Det førte til et opslag på Instagram, hvor hun efterlyste jobtilbud og blev mødt med stor opbakning.
I podcasten "Marcus og Realitypanelet" fortæller Linse mere om sit økonomiske skifte og indrømmer, at hendes nuværende situation er uvant, selvom det daglige beløb på 161 kroner er mere nuanceret, end det lyder.
Sådan skriver HER&NU.
"Altså, jeg er heller ikke broke - jeg er broke i forhold til, hvad jeg var før, og jeg havde heller ikke kun 161 kroner om dagen. Det er noget, jeg har sat mig selv til." fortæller hun ærligt og tilføjer, at penge tidligere ofte blev brugt lige så hurtigt, som de kom ind.
Linse har aldrig lagt skjul på sin gavmildhed, som har været til glæde for både familie, venner og velgørenhed.
Hun afslører desuden, at hendes bedste måned nogensinde bød på en indtjening på hele 250.000 kroner – og det var endda før 'Familien fra Bryggen'-succesen. Hvordan hun tjente den kvarte million vil hun ikke afsløre, men hun fortæller med et grin, at de ikke alle var 'hvide'.
Selvom hun i dag, trods næsten en halv million følgere, ikke ser sig selv som influencer, har hun stadig arbejde gennem foredrag og samarbejder med Podimo.
Linse beskriver overgangen fra en vildt stor indkomst til en mere beskeden hverdag som udfordrende, men også lærerig. "Jeg har jo aldrig prøvet at skulle spare før, det er en sen alder at lære det i," reflekterer hun.