Det markerede et nybrud i dansk musik, da MØ i 2014 udgav den internationalt anmelderroste No Mythologies to Follow. I anledning af dets 10-års jubilæum kommer albummet i en deluxeudgave med en stribe uudgivne numre på, fra de originale No Mothologies to Follow album sessions – heriblandt ’Fake Chanel’ som er produceret af Ronnie Vindahl, samt blandt andet ’New Year’s Eve’ og hendes cover af Spice Girls’ ’Say You’ll Be There’.
Det skriver Luger i en pressemeddelelse.
’Fake Chanel’ kommer 26. januar, og albummet lander digitalt og på dobbelt transparent rød vinyl 15. marts. Samme aften spiller MØ i et udsolgt VEGA. Oprindeligt blev der sat to koncerter op, men efter at billetterne blev solgt på få timer, sætter MØ nu en tredje koncert op på VEGA samt en koncert på spillestedet XOYO i London – begge venues lagde rammerne til flere udsolgte koncerter med MØ for netop 10 år siden.
De nye koncerter foregår søndag d. 17. marts i VEGA og fredag d. 22. marts i London.
Billetterne sættes i salg 26. januar kl. 11 via dette link: https://momomoyouth.lnk.to/NMTF10
Udover koncerterne hvor MØ vil spille hele sit debutalbum fra start til slut, laver MØ et decideret take-over i VEGAs historiske rammer i hele ugen, hvor koncerterne finder sted. MØ indretter flere rum, så publikum – både koncertgængere og folk udefra – kan blive ført igennem hendes kreative processer; både i forhold til musik, koncerter og visuelt udtryk.
I året op til udgivelsen af No Mythologies to Follow havde MØ etableret sig som et af de mest lovende navne på den internationale musikscene. Hun havde allerede spillet over 100 koncerter i 20 forskellige lande, været feature på Aviciis debutalbum og blevet fremhævet blandt BBC-dj’en Zane Lowes favoritter. Albummet blev en foreløbig kulmination, da det foruden at rumme hits som ’Pilgrim’ og ’Don’t Wanna Dance’ fik positive anmeldelser i medier som Pitchfork og The Guardian. Herhjemme førte No Mytholgies to Follow blandt andet til fire Danish Music Awards, fire Gaffa Prisen og hovedprisen ved P3 Guld. Året efter kom MØ på lystavlen hos alle musikelskere i verden, da hun var medkomponist og sanger på det globale hit ’Lean On’, der blev alle tiders mest streamede sang på Spotify.
Genudgivelsen af debuten følger MØs tredje album Motordrome fra 2022. MØ arbejder i skrivende stund på ny musik, som forventes udgivet senere i år.
Koncerter:
15. marts – VEGA, København (udsolgt)
16. marts – VEGA, København (udsolgt)
17. marts – VEGA, København
22. marts – XOYO, London