Efter Benal vandt P3 Guld prisen i 2017 er der sket meget for den Københavnske hiphop-duo. Et væld af udsolgte koncerter, fantastiske anmeldelser og seneste brag af en koncert på Roskilde Festival i 2018, der medførte 6 ud af 6 stjerner i Gaffa med citater som “Den bedste hiphop koncert jeg har set til dato“. I 2018 udgav bandet deres tredje studiealbum, Benjamin og Albert, der røg direkte ind som nummer to på den danske album-hitliste. Nu er duoen bestående af rapper Benjamin Hav og producer Albert Wanscher klar til at overraske publikum med en koncert-aften i glædens tegn på Plænen i Tivoli.
Benal selv fortæller, at de ser frem til at optræde til Fredagsrock:
”Det føles dejligt at spille til Fredagsrock for første gang. Vi har gæstet koncerter herinde med Marie Key og Phlake - og nu er det pludselig os selv der står her på Plænen. Det er en stor situation, en stor scene og med en rigtig dejlig fornemmelse i kroppen, og det betyder bare alting! Folk kan forvente, at vi spiller vores sange med en indlevelse, en nerve og en tilgang til musikken, som vil være dejligt for os og for lytteren. Det bliver helt klart en uforudsigelig aften i glædens tegn!”.
”Det bliver rigtigt fedt at dele scene med Jada, vi er begge to meget store ”fanboys”. Hun er for vild - et helt nyt niveau på en sangerinde i Danmark. Vi kender hende så godt, at vi kalder hende Emilie, og så kigger vi hinanden dybt i øjnene og deler scener”, siger sangeren Benjamin Hav fra Benal i en pressemeddelelse.
Tryllebindende vokal
Jada har sin helt egen unikke stil, og man skal kun høre en enkelt strofe for at hendes stilsikre og lækre vokal blæser en omkuld. Med projektet Jada skriver og producerer sangerinden Emilie Molsted Nørgaard selv sine popsange fyldt med kant, sjæl og med elektroniske nuancer og organiske vibes. Popkometen Jada har med singlen Keep Cool berørt såvel anmeldere som publikum. For nyligt vandt Jada P3 Guld Talentprisen, og i 2019 melder hun allerede udsolgte koncerter i Store Vega, Radar i Århus. D. 12. juli får hendes Københavnske fans glæden af at opleve hende under åben himmel til Fredagsrock i Tivoli.
Jada har et helt særligt forhold til Fredagsrock:
Jeg har siden jeg flyttede til København haft årskort til Tivoli hvert år, så jeg kunne tage til Fredagsrock. Der er noget helt særligt ved at være til en koncert inde midt i byen og i sådan et atmosfærisk og historisk sted som Tivoli er. Jeg glæder mig helt sindssygt til at opleve selv at stå på Plænen i år. Jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at give publikum den samme vilde og vidunderlige oplevelse, som jeg selv har fået, når jeg har været til Fredagsrock. Og så er det bare som om, at det er en milepæl som kunstner i Danmark, det har det været for mig. At spille i Tivoli om fredagen på plænen, det er bare kæmpestort!”, siger Jada.