Nu er der godt nyt for kongehuset
Det norske kongehus har de seneste år været igennem en periode, hvor de dårlige historier nærmest har stået i kø.
Nu er der imidlertid kommet en sjælden positiv melding for den kongelige familie.
Efter en sommer, hvor kronprins Haakon og hans børn var synlige under Norges VM-succes, har en betydelig del af nordmændene nemlig fået et mere positivt syn på kongefamilien.
Det viser en ny meningsmåling, som analysefirmaet InFact har lavet for norske Nettavisen.
VM-feberen smittede af
Norge blev grebet af fodboldfeber under VM, hvor landsholdet leverede en stærk præstation og nåede helt frem til kvartfinalen.
Undervejs var kronprins Haakon, prinsesse Ingrid Alexandra og prins Sverre Magnus flere gange at finde på stadion og blandt de norske fans.
Da landsholdet vendte hjem, var titusindvis af mennesker desuden samlet på slotspladsen i Oslo for at hylde spillerne.
Den kongelige opbakning ser nu ud til at have givet pote.
Hele 28,8 procent af de adspurgte i undersøgelsen svarer, at de har fået et mere positivt syn på kongefamilien efter VM.
62,6 procent har ikke ændret holdning, mens 6,2 procent ser mere negativt på kongefamilien.
“Tallene viser, at kongefamiliens tilstedeværelse under årets VM stort set ikke har ændret nordmændenes syn på kongehuset, men at den effekt, der rent faktisk er, hovedsageligt er positiv,” siger sociolog og analysechef hos InFact Vegard Jarnes.
Kommer efter turbulent periode
De positive tal kommer på et kærkomment tidspunkt for det norske kongehus.
Sagen om Marius Borg Høiby har gennem længere tid skabt negative overskrifter.
Samtidig har sygdom og indlæggelser samt kronprinsesse Mette-Marits relation til Jeffrey Epstein været med til at sætte kongehuset under pres.
Ifølge Vegard Jarnes fortæller undersøgelsen dog ikke, om nordmændene har glemt de tidligere kontroverser.
Han peger samtidig på, at netop kronprins Haakon og hans to børn er populære medlemmer af kongefamilien, hvilket kan have påvirket resultatet.
Det norske kongehus har ikke ønsket at kommentere undersøgelsen over for Nettavisen.