Nyheder24.dk
Forside Royale Kong Harald kæmper på hospitalet: Nye detaljer fra natten kommer...

Kong Harald kæmper på hospitalet: Nye detaljer fra natten kommer frem

Kong Harald kæmper på hospitalet: Nye detaljer fra natten kommer frem
Misc/Backgrid/Ritzau Scanpix

Natten tog en særlig drejning

Bekymringen omkring kong Harald har samlet den norske kongefamilie på Rikshospitalet, hvor den 89-årige monark fortsat er alvorligt syg.

Natten til fredag blev kronprins Haakon på hospitalet hos sin far, mens kronprinsesse Mette-Marit forlod stedet tidligere på aftenen.

Det bekræfter norske medier som VG.

Det har vakt opmærksomhed, men ifølge den norske kongehusekspert for norske SE og HØR, Caroline Vagle, er der ikke nødvendigvis tale om et faresignal.

Mette-Marits egne helbredsproblemer kan nemlig have haft stor betydning for, at hun valgte at tage hjem.

Mette-Marit måtte tage hensyn til helbredet

Kronprinsparret ankom sammen til Rikshospitalet torsdag aften omkring klokken 19.40.

Efter knap tre timer forlod Mette-Marit hospitalet alene, mens Haakon blev tilbage hos kong Harald.

“Kronprinsessen har været meget på Rikshospitalet i dag, og de sidste par timer med sin mand. Når hun nu tager hjem, synes jeg ikke, det er særligt overraskende,” fortæller Caroline Vagle.

Mette-Marit har gennem flere år kæmpet med kronisk lungefibrose, og hendes helbred har løbende betydet, at hun har været nødt til at tilpasse sine officielle opgaver og tage ekstra hensyn i hverdagen.

Derfor bliver hendes afgang fra hospitalet heller ikke nødvendigvis set som et tegn på, at kong Haralds tilstand pludselig var blevet værre.

Haakon blev hos sin far

Torsdagen havde ellers været præget af mange besøg fra den nærmeste familie.

Dronning Sonja tilbragte næsten ti timer på hospitalet, inden hun forlod stedet lidt efter klokken 19.15. Også andre familiemedlemmer lagde vejen forbi i løbet af dagen.

Da aftenen gik over i nat, blev der stille uden for Rikshospitalet.

Politipatruljer holdt fortsat vagt omkring området, mens kronprins Haakon ifølge norske medier blev inde hos sin far.

Kong Haralds helbred har den seneste tid været genstand for stor bekymring, og situationen har fået den norske kongefamilie til at rykke tættere sammen.

Fredag morgen er opmærksomheden derfor fortsat rettet mod Rikshospitalet, hvor familien afventer nyt om kongens tilstand.

Ads by MGDK