204.615 kroner. Så mange penge har Natur- og Miljøudvalget besluttet at fordele på i alt 11 projekter fra Natur- og stipuljen.
"Vi er meget taknemmelige for alt det frivillige arbejde, der bidrager til, at Vejle Kommune kan tilbyde gode naturoplevelser til vores borgere og gæster. Vi ville gerne støtte alle de mange tiltag, men vi har kun begrænsede midler til rådighed. Derfor har vi i år valgt at prioritere biodiversitet og god adfærd i naturen højt, og det lever 11 projekter op til," siger Karl Erik Lund, formand for Natur- og Miljøudvalget.
Ejerskab til ildsjæle
I alt 18 projekter nåede at søge om tilskud inden ansøgningsfristen 3. april, men syv af de 18 projekter blev vurderet til at ligge uden for rammerne af Natur- og stipuljen.
Natur- og stipuljen har til formål at fremme kommunens dialogbaserede arbejde med frivillige og lodsejere og er en måde at understøtte frivillige i naturpleje-, naturgenopretnings-, frilufts- og stiprojekter til gavn for alle i kommunen.
"Vi ønsker gennem samarbejde at give lokale ildsjæle ejerskab og blive ambassadører for natur- og friluftsprojekter. Samtidig håber vi at skabe flere og nye samarbejder," siger udvalgsformanden i en pressemeddelelse.