Det er nu to år siden, at Bjerget – som området hedder – blev ryddet for pyntegrønt. Efterfølgende er arealet blevet indhegnet, så græssende kvæg og nu også geder kan hjælpe til med at omdanne arealerne til ny attraktiv natur.
”Køerne æder græsset, men opvækst af brombær og andet krat er ikke deres førsteprioritet. Det er til gengæld lige omvendt for gederne, så samgræsning med begge arter giver fin naturpleje,” fortæller projektleder Mette List, Kolding Kommune.
Ikke kæledyr
Du kan sagtens gå tur i området uden at komme ind til dyrene, men indhegningerne er åbne for besøgende.
”Hvis man går ind i indhegningerne, skal man huske, at det ikke er tale om hverken klappegeder eller klappekøer, og undlad venligst at fodre dyrene. Ideen er, at gederne og køerne selv skal finde deres føde i området og på den måde bidrage til, at vi får en spændende natur.” siger Mette List.
Rig natur
Målet er et åbent, bakket græsningslandskab med spredte grupper af træer og med tiden en rig flora med arter som blåhat, lancet-vejbred, timian og skovgøgelilje. En sådan flora vil være til gavn for nogle af de mere sjældne insekter som f.eks. blåhat jordbi og sommerfuglen okkergul pletvinge, som der gerne skulle blive en meget større bestand af.
Der er også en del æbletræer på arealerne. Barken herfra kan gederne desværre rigtig godt lide, så derfor har flere af æbletræerne fået et beskyttende net omkring stammen, så besøgende stadig får mulighed for at snuppe et vildt æble, når de til efteråret går tur i området.
Truet dansk husdyrrace
Det er ikke kun de arealer, som gederne er med til at passe, som huser nogle sjældne arter. Geden i sig selv er også lidt af en sjældenhed som repræsentant for de gamle danske husdyrracer.
Den Danske Landraceged har rødder tilbage til den tidlige bondestenalder for ca. 6.000 år siden og er på den internationale liste over truede danske husdyrracer.