Viborg Kommune har netop sendt et spørgeskema til 3.700 borgere, som udgør et repræsentativt udsnit af kommunens borgere over 16 år. Her får de muligheden for at give en direkte tilbagemelding på, hvordan de oplever mødet med Viborg Kommune. De borgere, som har modtaget henvendelsen fra kommunen, har tre uger til at besvare de i alt 18 spørgsmål anonymt. Resultaterne bliver offentliggjort i oktober i år.
Vil kende udgangspunktet
Baggrunden for undersøgelsen er, at Viborg Byråd har vedtaget en ny model for at skabe sammenhæng for borgerne. I den nye sammenhængsmodel er en række selvstændige politikker og strategier afløst af én fælles vision for opgaveløsning på tværs af de kommunale serviceområder. Der er formuleret 21 mål inddelt i fem temaer: Bæredygtighed, vækst og socialt ansvar, sundhed, læring og uddannelse samt oplevelser og fællesskab.
Byrådet har sat en række konkrete mål for, hvad der skal opnås inden for de fem temaer og har derfor brug for at kende udgangspunktet.
"Vores ambitiøse mål med Sammenhængsmodellen er, at borgerne oplever en sammenhæng i den behandling, de får, når de er i kontakt med kommunen. I hvor høj grad oplever borgerne, at der er sammenhæng i kommunens indsats? Det spørger vi borgerne om direkte, så vi har mulighed for at følge op på, hvor godt vi lykkes med vores tværgående initiativer," siger borgmester Ulrik Wilbek (V).
Fakta om undersøgelsen
- Undersøgelsen er udarbejdet af Viborg Kommune i samarbejde med Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse på Århus Universitet.
- En del af målene i Sammenhængsmodellen kan gøres op ved hjælp af statistik, der samles op andre steder. Det gælder f.eks. udviklingen i indbyggertal og vækst i antal arbejdspladser. Andre mål kræver, at kommunen spørger borgerne direkte, f.eks. til kost- og rygevaner.