Når eleverne mødes lørdag den 10. november i UCL's lokaler i Seebladsgade, er det kulminationen for de i alt 34 hold fra skoler i Nyborg, Kerteminde og Odense Kommune.
Siden den 15. september har holdene ude på skolerne arbejdet med at bygge den bedste robot med udgangspunkt i problemstillinger fra den virkelige verden. Temaet handler om at rejse gennem tid og rum, og på lørdag findes vinderne.
Holdene præsenterer deres arbejde og robotter for dommerne, der bedømmer i tre kategorier: Projekt, teknologi, samt markedsføring og kerneværdier. Der lægges vægt på, hvordan holdene har løst opgaven inden for markedsføring, og hvordan de beskriver processen og deres kerneværdier. Eleverne skal også som hold fortælle om deres samarbejde, deres personlige udvikling, og hvordan de har udnyttet hinandens forskelligheder positivt til bedst muligt at løse udfordringerne i processen.
Afslutningsvist er teknologifremlæggelsen. Holdet beskriver den programmering, de har lavet, og den geniale konstruktion deres robot har for at kunne løse så mange opgaver på robotbordet som muligt.
Robotkampe
I dommerpanelerne ses både politikere og fagkompetente eksperter som for eksempel en civilingeniør og en robot-specialist.
Dagen byder også på robotkampe. I dueller gennemføres på baner to kørsler, mens banedommerne holder øje med, hvor mange opgaver robotterne klarer.
Vinderne af konkurrencen på Fyn går videre til den skandinaviske finale senere. Vinderen herfra kvalificerer sig til verdensmesterskaberne.
Der er gratis adgang den 10. november, og alle er velkomne til at overvære konkurrencen. Der er også mulighed for at følge robotkampene direkte på livestream her.
Om First Lego League
First Lego League blev i 1998 skabt af grundlæggeren af First, Dean Kamen, og Kjeld Kirk Kristiansen, der er bestyrelsesformand for Kirkbi, som ejer 75% fra Lego.
Idéen er gennem konkurrencerne at få skoleelever til at samarbejde og tænke innovativt omkring et reelt problem. Det kunne være: Hvordan man kan genbruge mere, hvordan man kan spilde færre ressourcer, hvordan man kan udvinde mere grøn energi, eller lignende. Eleverne skal researche på problemet, finde en løsning og gerne udvikle en prototype. Derudover skal de også markedsføre deres idé og robot. De skal vise, at de kan samarbejde, designe, bygge og programmere en Lego Mindstorms-robot, som skal konkurrere mod de andre hold på turneringsdagen.
Cirka 32.000 hold fra i alt 88 lande deltager i årets udgave af First Lego League.
Om Børnene i Robotbyen
First Lego League, Fyn, er en del af Odense Kommunes projekt, ’Børnene i Robotbyen’, der har fokus på at lære skoleeleverne om teknologi og teknologisk dannelse. First Lego League skal inspirere børn og unge til at blive morgendagens ingeniører, forskere og problemløsere.
Rådkvinde for Børn- og Ungeforvaltningen, Susanne Crawley Larsen, der er en af dommerne i årets konkurrence, siger: ”First Lego League er en naturlig del af arbejdet med ’Børnene i Robotbyen’, og kommer her til udtryk som en konkurrence for de særligt talentfulde, dygtige og interesserede i teknologien. Jeg har I efteråret overværet flere af holdene forberede sig. Det er tydeligt, at det også kræver en hel del samarbejdsevner, tålmodighed, vedholdenhed og tro på sig selv. Egenskaber, der er mindst lige så vigtige som talent.”
I den fynske robotklynge er der cirka 120 robotvirksomheder. I 2017 blev der skabt i alt 600 nye robot-job på Fyn, og det kniber blandt andet at finde kvalificerede robotingeniører. Mon ikke nogle af børnene fra Robotbyen fremover vil være at finde i disse virksomheder i ”Robo Valley”, som Odense til tider omtales?