I efterårsferien er der god grund til at tage familiens yngste medlemmer med en tur i Magasin. Onsdag den 16. oktober kl. 14-16 skal der nemlig findes nye indløbsbørn for AaB, som skal gå ind på banen sammen med de erfarne spillere under klubbens kampe den 24. november og 1. december.
"Det var en stor succes, da vi i februar var med til at finde AaB’s indløbsbørn for første gang. Stemningen var i top, og de fremmødte børn var jo bare enormt glade, så det er skønt, at vi har mulighed for at lægge hus til et hyggeligt arrangement som dette. Det giver også fodboldglade børn gode muligheder for at komme helt tæt på en lokal stolthed, som AaB er for Aalborg," fortæller Tina Mikkelsen, der er Store Manager i Magasin Aalborg.
Det er ingen særlige krav for at være med i konkurrencen om at blive indløbsbarn for AaB, så længe man er en dreng eller pige i alderen 6-12 år. For at deltage skal barnet blot have taget et billede af en professionel fotograf i stormagasinet, som man efterfølgende kan tage med hjem.
Uanset om man er blandt de heldige indløbsbørn eller ej, er der mulighed for at møde to af AaB’s spillere helt tæt på i Magasin. Spillerne Rasmus Thelander og Mikkel Kaufmann er nemlig til stede, og de står klar til at skrive autografer og tage selfies med børnene.
De første 60 fremmødte deltagere tilbydes vouchers til en valgfri AaB-kamp i 2019 gennem Magasins ”Goodie”-app, og der vil desuden være andre sjove aktiviteter og konkurrencer på dagen.