Når Birgit Aaby og dansepartner Frederik Nonnemann fredag aften indtager gulvet i Vild Med Dans, er parret for tredje uge i træk udråbt som storfavoritter til at ryge ud af den populære dansekonkurrence.
Og selvom den danske bookmaker Bet25 har taget grueligt fejl i de sidste par uger, føler man sig alligevel overbevist om, at erhvervskvinden denne gang må forlade Vild Med Dans.
"De sidste to uger er vi virkelig blevet taget med bukserne nede, hvor først Marie Bach Hansen og sidenhen Christel Pixi noget overraskende måtte lade livet i konkurrencen. De to nydansere gav henholdsvis odds 50 og odds 25 på at blive stemt ud, og det viser blot, at alt kan ske i dette års Vild Med Dans," siger Morten Olsen, oddschef hos Bet25, og fortsætter.
"De store overraskelser gør det vanskeligt at sætte odds på Vild Med Dans lige for tiden, og det skyldes i høj grad, at seernes stemmer har vist sig at være altafgørende. Når det er sagt, så har vi dog stadig meget svært ved at se Birgit Aaby og Frederik Nonnemann snige sig videre fra fredagens liveshow. Nu går den simpelthen ikke længere," udtaler han.
I skrivende stund giver det pengene 2,80 gange igen, hvis Birgit Aaby og Frederik Nonnemann får sparket fredag aften. Næststørste favorit er Oscar Bjerrehuus og dansepartner Asta Björk, der giver odds 4,00.
"Med de overraskelser vi har været vidne til de sidste par uger, er det efterhånden kun Jakob Fauerby og Neel Rønholt, der kan føle sig sikre på at overleve fredag aften. De to skuespillere er ganske enkelt et niveau eller to over de øvrige nydansere i konkurrencen, og der er absolut ingen chance for, at de kommer i farezonen," slutter Morten Olsen.