Der er fuld fart på de to brødre, der til dagligt har fuldtidsarbejde og studerer i henholdsvis København og Aarhus. Det er dog ikke noget, der hæmmer deres forfattervirksomhed. Faktisk, siger begge forfattere, så har de aldrig været tættere på hinanden, end når de skriver sammen. Der er daglige mobilsamtaler om karakterenes udvikling og plotretning.
En anden ting, der har bragt dem en hel del timer sammen på det seneste er receptionen for deres ny roman Love City, der udkommer den 1. september. Det har været brødrenes vision fra starten med den ny roman at skabe noget eksklusivt og særligt for deres gæster. Derfor har de teamet op med en lang række kreative og kunstneriske mennesker, der har støttet op om deres ide: At holde en reception, der går ud over det normale, som man forbinder med en bogreception. En reception hvor det kreative og kunstneriske er i højsædet.
De fortæller, at festen den 1. september, der er den første dag i Aarhus festuge, foregår på Hantwerk, lige ud til lystbådehavnen på Aarhus Ø. Det Aarhusianske bryggeri Humleland har brygget en eksklusiv Love City øl, der sælges på stedet denne dag. Bistro Gouro, der er restauranten på Hantwerk tænder op i grillen og forbereder caribiske lækkerier til rimelige penge. Der er DJ og livekoncert med det Aarhusianske band War Drums, der har lagt musik til Love Citys bogtrailers. Derefter tager DJ Mr. Tee over igen og spiller sexede caribiske rytmer til langt ud på aftenen.
Ikke alene har brødrene Garmark sat dette i gang, de donerer også 50 kroner pr. solgt bog til nødhjælpsarbejdet, ligesom både bryggeriet og restauranten donerer en del af deres overskud til samme formål.
Love City foregår nemlig på De Amerikanske Jomfruøer, der i 2017 blev hærget af to orkaner, og der er stadig brug for hjælp til mange ting på øerne. Love City er kælenavn for St. John.
Den karismatiske King Malcolm er ved at løsrive sig fra USA efter de altødelæggende orkaner Irma og Maria. En malarialignende epidemi er brudt ud på St. John, der slår folk ihjel for et godt ord. Den danske nødhjælpsarbejder Samantha Fisker og den engelske lejesoldat Daniel Stoker skal nu finde ud af kilden til epidemien i det revolutions- og orkanhærgede tidligere paradis. Det skal vise sig, at det bliver med livet som indsats, da årsagen slet ikke er, hvad de forventer.
Alle er velkomne og det er gratis at deltage i receptionen. Tilmelding på Facebook er dog nødvendigt.