En flok på i alt 426 udvalgte elever fra hele Vejle Kommune nu får en velfortjent tak for deres store indsats foran kommunens skoler. Alle skolepatruljer køres nemlig til en sjov dag i Djurs Sommerland nu på onsdag – den 22. maj.
Det er en tradition at belønne eleverne for deres flotte og frivillige indsats, hvor de året rundt uanset vejr og vind møder op før alle andre børn og voksne for at hjælpe deres klassekammerater trygt og sikkert over vejen.
Turene er gået til flere forskellige mål i Danmark, men i år har kommunen valgt at lade det være op til et udvalg af elever og lærere at vælge målet for turen, og valget faldt altså på Djurs Sommerland.
"De her elever fortjener i den grad den her hyldest. Vi vil rigtig gerne anerkende deres indsats og belønne dem med præcis den tur, de ønsker. Turen skal være en god oplevelse, som vi håber er med til at skabe gode relationer på tværs af skolepatruljer og skoler. Det giver fællesskab og en mulighed for at dele erfaringer og bare få et godt minde," siger projektleder Camilla Mølgaard fra Vejle Kommune i en pressemeddelse.
"De her børn står tidligt op mange morgener og tager af sted mod skolerne, hvor de er synlige og hjælper de mindste, mens de minder os alle sammen om, at vi skal passe på hinanden. De tager et ansvar, som er en uvurderlig hjælp i arbejdet med at skabe trygge og sikre skoleveje," understreger Camilla Mølgaard.
Fakta: skolepatruljerne
Det er typisk elever fra 6.- 9. klasse, der er med i skolepatruljerne.
Jobbet er frivilligt og ulønnet.
Skolepatruljerne har bestået siden 1949 – og har altså 70 års fødselsdag i år.